<span class="mw-page-title-main">Det 13-dimensionelle univers</span>

Et energifelt repræsenterer uoverensstemmelsen mellem den naturlige geometri i et koordinatsystem og så den abstrakte geometri, som vilkårligt tilskrives det

— Arthur Eddington om at være på kant med et felt, og så måske alligevel ikke

Med mindre du er besat af en lidenskab for ikke-euklidsk geometri, kan du lige så vel springe afsnittet om dimensioner her til venstre over, og så kigge på billedet herover i stedet. Øverst til højre er det Arthur og Albert, som sidder og gasser sig med en spand æter

Det 13-dimensionelle univers er en lokal videreudvikling af det 11-dimensionelle univers, som den gale fysiker og måneskinstyv Thad Roberts fandt på mens han sad 100 måneder i fængsel og onanerede kedede sig.

Første trin: dimensioner

Det mindste man kan være af dimensioner er én, nemlig et punkt. Hvis vi så lægger endnu en dimension til, har vi en linje; altså to dimensioner. Linjen er uendelig og består af en uendelig række punkter. I en verden med to dimensioner, findes der ikke op og ned; men der findes højre og venstre, samt nord og syd. Det er vigtigt her at gøre sig det faktum klart, at dimensioner ikke er andet end begreber, som vi bruger til at beskrive rum-tiden. Når dét er slået fast, skal det videre siges, at dette princip fortsætter (geometrisk) proportionalt og således parallelt med en ny "usynlig" bevægelsesretning for hver ny dimension, der tilføjes.

Andet trin: udelelighed

Hvorvidt verden er determinimistisk eller ej, kommer i sidste ende an på, om den kan halveres i det uendelige eller ej. Eksempelvis kan vi kigge på grundstofferne, som kun kan deles ned til det enkelte atom, da de ellers ophører med at være sig selv. På samme måde udgør Plancklængden den kortest mulige afstand, hvilket også er tilfældet med den kortest mulige tidsenhed: 3,31 x 10^-44 sekund. Den mindste mulige ting i vort univers kalder vi for en kvant.
Derfor er universet kvantificeret, hvilket betyder, at allernederst nede under alting ligger der kvanter og ruller rundt. Afstanden mellem de enkelte kvanter måles i Plancklængder, og rummet imel lem dem eksisterer som et superrum uden feltladning.

Fra et punkt og videre til geometriske konstruktioner af stadig mere intrikat karakter, kommer vi til tesseracter og andre besynderligheder

Trin tre: Skalérbar symmetri

Symmetri er mønstre. Ud over almindelige mønstre, såsom parallelle linjer, supersymmetri, palindromer, pleonasmer, metaforer, bølger, bøger og metastabile bundne tilstande for tyngdefelter, så findes der et væld af mønstre, som vi ikke kan opfatte. De kan være for store til at vi kan se dem, og de kan også være for små. De kan befinde sig på en virtuel dimensionsakse ved siden af x, y og z.
En eller anden af de mønstre, vi kan se, er fx hvordan opbygningen af vores hjernes neuroner i netværk gentages i Lainakea-supergalaksen og i billedet af baggrundsstrålingen, som blev foretaget af Max Karl Ernst Ludwig Planck-teleskopet.

Trin fem til syv: Den store plan

Det er langt fra klart, om vores eget univers holografisk opstår fra en konform feltteori på den måde, som Anti-de Sitter universer gør, eller om det overhovedet er den rigtige måde at tænke på. Håbet er, at fysikerne ved at arbejde sig rundt om den forenende geometriske struktur af mulige fysiske realiteter får en bedre fornemmelse af, hvor vores univers passer ind i den store plan for alle ting - og hvad den store plan egentlig går ud på.

Trin 13: Morfologisk resonans

Resonans betyder genlyd og morf betegner, at noget har en krop eller en form. Morfologisk resonans (MR) er et udtryk for den sammenhæng og sammenfiltring, der ses ved karma, kollektiv psykose, massehysteri, mirakler, mr-scanninger, sjælevandring (reinkarnation), skæbne, tankeoverførsel (telepati) og zen-buddhisme.
Bredt ud på en større skala er MR et fælles begreb for verdensaltets bevidsthed, formål, hukommelse, tendenser, tilbøjeligheder og vaner. Alting kommunikerer indbyrdes og derfor var videnskaben indtil 2023 på bar bund.

Trin 42: Navngivning⁴³

Forskere og teoretikere har længe haft for vane at give elementarpartikler og andre fysiske fænomener esoteriske navne. Fx har de fundet på sjove tillægsord til quarkerne, som kan være både charmerende og mærkelige.
Derfor falder det også naturligt, når dimensionerne får lignende adjektiver, som fx relaterer sig til følelser og parallelle sentimenter.

Flerdimensionelle fodnoter

<references> lidlla
pidnk
padstel