En SF'er varmer op til en ornlig syg spisesituation: Nu skal der fanden broderemig diskuteres på en kærlig og forsvarlig måde, eller skal jeg den ondelyneme...
En spisesituation er en situation, hvor man indtager sin (eller andres) mad på en pædagogisk forsvarlig måde.
Tidligere kaldtes spisesituationer typisk for morgenmad, middagsmad eller aftensmad og - i sjældnere tilfælde - te og ostemadder.
Te og ostemadder brugtes mest som en afledningsmanøvre for "os børn" (engelsk: osborne), så vi ikke opdagede at mor fes ud af døren og op på bodegaen for at mødes med en 12-13 "onkler", mens vi så Jullerup Færgeby og drak te og spiste en ostemad og først opdagede at hun var væk, når de uhyggelige billeder fra TV-Avisen dukkede op. Meeeen, som regel var hun jo hjemme igen ved midnatstide og alt åndede idyl bortset fra det forbandede knirkeri fra mors soveværelse og brunstlydene og stanken af Tuborg i hele huset og fem par ekstra herresko i gangen som man skvattede i, når man skulle i skole næste morgen og juhuu! nu får I snart en lillebror for kondomautomaten var i stykker.
Udtrykket spisesituation er nogenlunde lige så gammelt som den nuværende samfundsorden, der jo som bekendt brød ud i lys lue i 1968, da gymnasiaster og universitetsstuderende, der alle var født med en sølvske i røven, "havde fået nok" og dog ikke helt nok alligevel, for nu ville de have mere og have indflydelse og medbestemmelsesret og indtog rektors plads under årsafslutningen og krævede stemmeret til de 12-årige og afskrev alle menneskehedens erfaringer fra de ældste hulemalerier og frem og blev bevidste omkring nogle situationer og stemte VS og SF og Røde Knud skide ind i Folketinget ad helvede til.
En af de herved opståede situationer var altså spisesituationen.
Det er vigtigt at styre spisesituationen på en pædagogisk forsvarlig måde, ellers kører den hurtigt ad helvede til.
Godt, hold så tungen lige i øret, for nu bliver det kompliceret:
En spisesituation er kendetegnet ved, at de fleste omkring bordet - fællesbordet - er mindreårige, men det er der sådan set ikke noget sjofelt i. En enkelt eller to er så "voksne" og det kan man se på de røde bleer,
som de koket har slynget om halsen og spaghettiarmene, der er dækket lige så stilfuldt af afstumpede jumpers, som "mændene" i gruppen har strikket.
Disse voksne styrer nu situationen på en sådan måde, at alt det, som mindreårige forbinder med mad - nemlig kast, tabning og opkast samt lettere gylpning i væltepeteren og til dels synkning af maden - nedprioriteres, og der i stedet opstår et forum, hvor vi alle sammen på en eller anden måde kan diskutere hvorfor nogle mennesker ikke er homosexuelle eller hvad der kan få nogen i arbejderklassen til at forråde massernes idealer og stemme på et ikke-marxistisk-leninistisk parti.
Da 29 minutter jo sjældent er nok til at diskutere disse og andre samfundsrelevante emner, har man indført den såkaldte Spisesituation 2: Frugtpausen, hvor børnene får en banan og diskussionen genoptages.
Eventuelt kan proletarungerne får den skide banan med hjem, da man ikke må diskutere med mad i munden.
Da nogle af de samfundsrelevante diskussioner ikke kan føres til ende i hverken spisesituationen eller spisesituation 2, har man indført et nyt torturinstrument koncept, der efterhånden findes i mange private hjem: Samtalekøkkenet.
Der skal være RO i stuen!
Tanken er, at der efterhånden som massernes bevidsthed omkring deres situation et eller andet sted højnes, vil blive indført samtalebryggers, samtaletoiletter (kendetegnes pt. ved 2 håndvaske) og - og dette er utrolig ambitiøst og nås nok ikke i dette århundrede - samtalestuer, hvilket vil sige stuer, hvor man ikke sidder og ser Jullerup Færgeby til ostemaden eller 20 minutters-vejrudsigter eller zapper samtlige kanaler igennem for at finde noget interessant inden man zapper samtlige kanaler igennem igen for at se om der er noget interessant NU, men rent faktisk taler sammen uden at der affyres hysj-lyde i det uendelige.
Se også
Bidragsydere:
Cookies help us deliver our services. By using our services, you agree to our use of cookies.
