Det 13-dimensionelle univers er en lokal videreudvikling af det 11-dimensionelle univers,[1] som den gale fysiker og måneskinstyv Thad Roberts fandt på mens han sad 100 måneder i fængsel og onanerede kedede sig.[2]
Første trin: dimensioner
Det mindste man kan være af dimensioner er én, nemlig et punkt.[3] Hvis vi så lægger endnu en dimension til, har vi en linje; altså to dimensioner.[4] Linjen er uendelig og består af en uendelig række punkter.[5] I en verden med to dimensioner, findes der ikke op og ned; men der findes højre og venstre, samt nord og syd.[6] Det er vigtigt her at gøre sig det faktum klart, at dimensioner ikke er andet end begreber, som vi bruger til at beskrive rum-tiden.[7]
Andet trin: udelelighed
Hvorvidt verden er deterministisk eller ej, kommer i sidste ende an på, om den kan halveres i det uendelige eller ej.[8] Eksempelvis kan vi kigge på grundstofferne, som kun kan deles ned til det enkelte atom, da de ellers ophører med at være sig selv. På samme måde udgør Plancklængden den kortest mulige afstand, hvilket også er tilfældet med den kortest mulige tidsenhed: 3,31 x 10-44 sekund. Den mindste mulige ting i vort univers kalder vi for en kvant.
Derfor er universet kvantificeret, hvilket betyder, at allernederst nede under alting ligger der kvanter og ruller rundt.[9] Afstanden mellem de enkelte kvanter måles i Plancklængder, og rummet imellem dem eksisterer som et superrum uden feltladning.
Trin tre: Skalérbar symmetri
Symmetri er mønstre. Ud over almindelige mønstre, såsom parallelle linjer, supersymmetri, palindromer, pleonasmer, metaforer, bølger, bøger og metastabile bundne tilstande for tyngdefelter, så findes der et væld af mønstre, som vi ikke kan opfatte. De kan være for store til at vi kan se dem, og de kan også være for små. De kan befinde sig på en virtuel dimensionsakse ved siden af x, y og z.[11]
En eller anden af de mønstre, vi kan se, er fx hvordan opbygningen af vores hjernes neuroner i netværk gentages i Lainakea-supergalaksen og i billedet af baggrundsstrålingen, som blev foretaget af Max Karl Ernst Ludwig Planck-teleskopet.
Flerdimensionelle fodnoter
<references>
lidlla
pidnk
padstel
- ↑ [1]
- ↑ Thad skrev sine tanker ned i en bog. Han skrev syv sider om måneden, så han endte med en bog på 700 sider (det er i øvrigt 63 ord om dagen)
- ↑ lidt ligesom punktummet for enden af linjen (ja, altså ikke for enden af denne her linje, for dette her er fodnoterne!)
- ↑ Man kunne selvfølgelig - og med en vis ret - hævde, at et punkt er éndimensionelt, mens en linje har to dimensioner. Det giver dog stadig kun retningerne frem og tilbage. Og under alle omstændigheder står tiden stille sådan et sted
- ↑ Spørg ikke, hvor den slutter eller begynder, for det gør den ikke!
- ↑ Og vupti! Det var lige to dimensioner mere, så nu er vi oppe på fire, og vores udsigt er stadig ganske flad
- ↑ I et tredimensionalt koordinatsystem vil det være sådan, at en bevægelse på en af x-,y- eller z-akserne ikke behøver at kunne ses på de to andre akser
- ↑ fx er dimensioner udelelige, da de ikke i sig selv har nogen udstrækning, men blot er egenskaber ved rum-tiden, der kan bruges som referencerammer
- ↑ Selv om de små fyre er udelelige, kan de dog stadig have retning, polaritet, amplitude, spin og rotation
- ↑ og voksende kompleksitet
- ↑ Det er på denne måde elektronerne "hopper" mellem de forskellige energitilstande i banen omkring atomkernen