Ethelred den Rådvilde

Som det kan ses på følgende miniatureportræt var Ethelred ikke engang sikker på hvilken grimasse han skulle bruge.

Ethelred "den Rådvilde"
(Eller Ethelred II), (c. 968-1016) Konge af England fra 978-1013 og igen fra 1014-16 (et lille vink om hvor ubeslutsom manden var.). Kendt for hans konflikter med danskerne og nordmændene, egne stormænd og hans fantastiske mangel på beslutsomhed. Ethelred var en særling der dog kan bryste sig af at være den første britiske regent der foretog en storstilet massakre på danske borgere, og dermed gav startskuddet til den britiske tradition for at være verdens skolebølle (en tradition der varede ved indtil ca. 1. verdenskrig).

Han var så også en af de første konger der tog en pause i regeringstiden på et år.

Ethelred: De spæde år

Som så mange andre konger i historien var Ethelred født som den yngste af to sønner, og endog af 2. ægteskab. Hans storebror Edward var en ilter ung herre der basalt set opførte sig som en blanding af Ole Thestrup, Russel Crowe og Preben Møller Hansen, og desuden gik der rygter om at hans mor havde været lidt af en tøjte. Følgeligt opstod der en god del kontroverser mellem de to brødre (eller rettere, deres respektive "partier", lidt ligesom når man taler om Thorning-fløjen og Jensen-fløjen i Socialdemokratiet), der endte med at storebror kom på tronen, selvom han kun var 13 omtrent.

Et russisk-ortodoks portræt af brormand, Edward Martyr som han er kendt idag

Ethelred's nemesis, Svend fra Danmark.

Brormand blev hurtigt upopulær ved at favorisere præstestanden og klostrene, og en borgerkrig brød ud. Kun ca. 3 år senere, efter en begivenhedsrig og voldsom regeringstid der ville give Hollywood en masse "Based on a true story"-materiale blev storebror myrdet af Ethelred's mænd på kommando af mutti. Ethelred var under mistanke fra dag 1, men kunne ikke helt beslutte sig for om han skulle være fortørnet eller bekymret.

Ehm, konge?

Ethelred kunne ikke helt beslutte sig for om han skulle gribe chancen nu hvor brormand var rykket ud af billedet med hjælp fra skarpt metal i brystet, men mor synes det var en god ide, så han valgte at slå til. Desuden blev ingen dømt for mordet på Edward, fordi lillebror ikke kunne beslutte sig for hvem der skulle have skylden.

Følgeligt var der ret stor mistro om ham og kronen som en helhed da den blev sat på hans blege hovede i 978, omend fremtidsprospekterne var lovende. Siden danskerne var blevet sparket ud nogen år forinden havde englænderne ikke forventet at de ville vende tilbage, men i bedste hollywoodstil var der mørke skyer på horisonten under kroningsfesten der efter sigende skal have mindet om en mallorcansk grisefest.Den unge konge skal trods sin unge alder have været en ret flot fyr med gode manerer, men det hjalp ham dog ikke mod truslen fra øst. i 980 angreb danskerne første gang. Og endnu engang viste han sin ubeslutsomhed.

Nåå, okay, danskernes økser gør nas?

I 980 angreb de første danske vikinger (eller rettere, de første i Ethelred's regeringstid). Til at begynde med var det små indfald, men i August ændrede det sig da en større flåde (lidt ligesom de årlige invasioner af Solkysten, Alanya og Sharm-El Sheik i vore dage) angreb det sydøstlige England, narrede den lokale høvedsmand til at kæmpe "på lige fod" (på klassisk danskermanér betegnedes "lige fod" som ca. 4 mod 1.)og udnyttede at briterne ikke var vant til at slås med vikinger længere. Kongen kunne ikke beslutte sig, så han valgte at kapitulere lidt og give dem handelsrettigheder samt en tribut på 22.000 pund.

Til gengæld valgte den norske leder Olav Trygvesson at han gerne ville prøve det der kristendom, så han lod sig døbe og smuttede hjem til Norge. Svend Tveskæg, den danske konge, blev så irriteret at han lod en del af sin hær blive og plage landet fra 997-1000. Ethelred vidste ikke helt hvad han skulle gøre, for han var ikke klar over at det gjorde nas på hans mænd at blive pløjet ned med økser før hans rådgivere fortalte ham det. Så han valgte pengeudvejen. Men han ville vise alle at han også kunne tage egne beslutninger.

I 1002 beordrede han en massakre på det danske mindretal i de engelskdominerede områder. I sig selv ganske hardcore, men han havde overset en lille detalje. En af de dræbte kvinder var Svend's søster. Selv Ethelred's mest trofaste støtter kunne lugte blodhævn. Også dem der boede i møddinger. Og ganske rigtigt, de næste 11 år plyndrede, hærgede og udnyttede skiftende danske styrker England som en overrendt legeplads, indtil det afgørende slag kom i 1013.

Svend, sammen med hans søn Knud invaderede, og tvang Ethelred i eksil, men Svend kreperede kort efter at have erobret landet. Selvom danskerne i England svor sønnike troskab kunne englænderne ikke rigtig lide tanken og spurgte den rådvilde om han ville have en chance til.