Versionen fra 21. maj 2008, 16:09
Spademanns Leksikon er en satirisk encyklopædi i form af en wiki. Fordi det er wiki, kan alle jo bidrage til den, hvad enten det er mere eller mindre konstruktivt. Da det første klart foretrækkes, frem for det sidste, er denne infoside oprettet så de små vandaler kan få ind i deres tykke skal, hvad Spademanns Leksikon ikke skal bruges til.
Hvad Spademanns Leksikon ikke er
- Lad os starte med at slå en ting fast. Spademanns Leksikon er ikke Wikipedia. Hvor Wikipedia gør sit "bedste" for at lave seriøse artikler, der er baseret på fakta og fri for subjektive holdninger, kommer man længere på Spademanns Leksikon ved at fokusere på at være pseudoseriøs, basere sine artikel på fakta, der er så udviskede, at de næsten ikke kan ses, og få sine egne holdninger listet ubemærket ind af bagdøren, så ingen opdager dem, før det er for sent. Og derfor er Spademanns Leksikon på alle mulige måder bedre end Wikipedia!
- Spademanns Leksikon er ikke din skolegård, børnehavelegeplads eller vuggestuelegerum. Så du synes liiiiige, at du bør fortælle, hvilke forpulede nørder dine klassekammerater er? Det kan du værsgo gøre på Arto. Spademanns Leksikons er kun til at mobbe de kendte og ingen andre, enhver artikel der handler om din skole, din lærer, dine kammerater, din talepædagog, din far, osv. vil blive slettet af den nærmeste administrator uden tøven. Du kommer under alle omstændigheder længere, hvis du ikke mobber.
- Spademanns Leksikon er ikke en personlig blog eller andre former for selvpromoveringsmaskiner. Der er ingen der er interesseret i din selvbiografi, hold den salgs på din tildelte brugerside eller skrub tilbage til blogspot og MySpace. Eneste undtagelse er, hvis man er kendt og kan læsse tonvis af selvironi på sit eget image (hvilket kendte yderst sjældent kan).
- Spademanns Leksikon er ikke en slagmark. Det forventes, at brugere på Spademanns Leksikon kan opføre sig civiliseret overfor hinanden, og føre nogenlunde intelligente diskussioner uden direkte at synke ned på børnehaveniveau. Administratorer er selvfølgelig undtaget fra denne regel, da det er et af udvælgelseskriterierne.
- Spademanns Leksikon er ikke fritaget lovens bogstav. Grov racisme og opfodringer til had imod befolkningsgrupper hører ikke hjemme på Spademanns Leksikon.
- Spademanns Leksikon er ikke styret af regler. De regler og retningslinjer der findes på Spademanns Leksikon er her udelukkende for at sikre stabiliteten. Hvis nogle regler er i vejen for en sjov artikel, kan de godt bøjes, men brugerne opfordres til at til bruge deres sunde fornuft, hvis en sådan er tilstede, i sådanne tilfælde.
- Spademanns Leksikon ikke er professionelt arbejde. Alle bidrag givet til Spademanns Leksikon betragtes som værende frivillige, og de kan derfor frit blive (mis)brugt og redigeret af de andre brugere, og slettet af administratorer.
Bidragsydere:
Cookies help us deliver our services. By using our services, you agree to our use of cookies.