Omboo Hankvald kom til verden på fjerde sal i et tætbeboet kvarter på Nørrebro. Hans far arbejdede som fabriksarbejder på en fabrik der producerede gummi, mens hans mor var arbejdsløs da det ikke var standard for kvinder i familien at have arbejde.
Hans barndom og opvækst var præget af hans halvdemente og revolutionære bedstefar som boede hjemme. Bedstefaderen kunne finde på at tage Omboo på skødet og fortælle ham historier om hvordan Askepot ikke blot fik prinsen og det halve kongerige men også en magtsyge som, ifølge bedstefaderen, skyldtes den monarkistiske hob af spytslikkere som lurede i alle krogene på hele slottet. Historier om hvordan enevælde gjorde godtfolk til kyniske, eneherskende diktatorer, gjorde at Omboo i en meget tidlig alder fik det indtryk at folkene som sidder på magten er forrykte.
Omboo så hverken meget til sin far eller mor. Når de ikke var i detentionen var de ofte i klammeri med stamgæster på diverse bodegaer i nabolaget. Opdragelsen blev i stedet pålagt bedstefaderen.
I børnehaven virkede Omboo utilpasset og aggressiv. Han havde i en meget tidlig alder udviklet en attitude som sagde at han hverken ville finde sig i at blive latterliggjort eller trukket rundt ved næsen. Bedstefaderen havde længe fortalt Omboo at den eneste i verden du kan stole på er dig selv og 8 ud af 10 andre enten er ude efter dine penge, dit job, din kone eller dit liv.
De spontane drillerier og provokationer i børnehaven resulterede ofte i en voldelig opførsel fra Omboos side. Denne opførsel fortsatte langt op gennem underskolen hvor Omboo i øvrigt viste sig at være totalt talentløs i de fleste fag.
I midten af 6. klasse blev Omboo første gang anholdt efter et voldeligt slagsmål mod nogle 8. klasser fra en anden skole og fik en påtale fra skolens rektor. Senere samme år blev han igen anholdt efter at have slået en lærer i gulvet. På grund af mistanke om at læreren var pædofil og var selvforskyldt i ulykken blev Omboo på skolen, mens hans forældre blev indkaldt til en konsultation. Under denne konsultation kritiserede en lærer Omboo og kaldte ham ”en forbandet lille satan”. Dette var for meget for Omboos far som kastede sig over læreren. Det tog moderen, rektoren, pedellen og fire politifolk fra det lokale vagtværn at få faderen væk fra den mishandlede lærer, som efterfølgende måtte sige sit job op fordi han ikke følte sig sine elever overlegen længere.
Konsultationen kostede Omboos far 2 måneder i fængsel, hvor han nedskrev sine tanker til brug i en evt. senere bog.
I 9. klasse blev Omboo anholdt efter et overfald af en gadebande. Banden, som bestod af 5 utilpassede unge, skulle eftersigende have stoppet Omboo midt på en gade klokken 3 om natten, hvor han gik og samlede flasker. Bandelederen ville have Omboos penge, mens Omboo ikke ville af med dem. Det udviklede sig til tumulter da en fra banden trak en kniv og efterfølgende fik en samlet næve i ansigtet.
Omboo slap med et stiksår på højre arm, mens to af bandemedlemmerne måtte sys med henholdsvis 23 og 27 sting.
Efter at have dumpet 9. klasse fire gange besluttede Omboo sig for at droppe ud af skolen. Han fik det meste af dagen til at gå med at samle flasker, mens han drømte om en dag at nå til tops og få renset ud i det forhadte, aristokratiske styre som han, fejlagtigt, troede landet blev styret af.
Han fik et job som telegraf og flyttede lidt efter til Yggerbølle, for at have lidt kortere til arbejde.
Omboo fik meget ringe hyre som telegraf og det varede ikke længe før det blev for meget for ham. Han udviklede et ananasmisbrug og begyndte så småt at hallucinere sig væk til en fjern tropeø. Helt galt gik det da han som 20 årig gennemtævede det lokale lufthavspersonale med en palme fordi han troede de var vilde indfødte. Omboo blev arresteret og sendt til et psykiatrisk hospital. Det var mens han var i behandling her at han mødte Hjalte Flamsmikkel som han lå på stue med. Hjalte var blevet idømt forvaring efter at have gået nøgen ned ad Strøget med et skilt hvorpå der stod ”Lygtepæle har også følelser”. Han havde også tidligere skrevet flere bøger, bl.a. den selvbiografiske ”Koen Karla – En selvbiografi af Hjalte Flamsmikkel” som fik kritikernes latterbrøl til at give genlyd helt til det forlag som udgav bogen. Måske derfor fik den så gode salgstal som var tilfældet.
Hjalte Flamsmikkel havde netop fået taget sin ph.d. i guaguagualogi, hvilket, ifølge ham selv, var oldgræsk for ”studiet i lygtepælenes parringsdans”.
Omboo og Hjalte faldt hurtigt i spænd sammen og blev enige om at de skulle holde kontakten ved lige fremover.
Da Omboo blev udskrevet besluttede han sig for at sige sit job op og rejse fra sit elskede Yggerbølle. I stedet ville han fuldføre sin barndomsdrøm om at komme til en tropisk ø og ligge under palmerne og drikke kokosmælk til udsigten af en mangefarvet solnedgang. Desværre steg han på det forkerte tog og endte i stedet i Sverige.
I Sverige indlogerede han sig på Nøddebo Kro, hvor han efterhånden lærte de andre danske turister at kende.
Blandt dem var Børge Bjørnsen, en falleret musiker som, efter at have søgt optagelse på Statens Musikkonservatorium 9 gange konkluderede at samfundet var jaloux på hans gudsbenådede stemme og førte en personlig vendetta mod ham. Derfor tog han til Sverige som han betragtede som ”mulighedernes land”. Efterfølgende skiftede han kunstnernavn til ”Bongo Bjørnsson” for at forbedre sine muligheder for stjernestatus.
Bongos musik faldt tilsyneladende i svenskernes smag. I hvert fald blev han ansat som musiklærer på Nøddebo Døveskole hvor han efterhånden faldt til.
Turiserne på Nøddebo Kro talte også Dominque. Hans efternavn blev sjældent nævnt og alle omtalte ham blot som Dominque. Han blev født på Amager sammen med sin tvillingebror Rodolfo. Efterfølgende blev de begge døbt af en beruset præst, hvilket forklarer deres afvigende navne.
Rodolfo besluttede sig dog en dag for at ”tage ud og erobre verden” og rejste bort. Dominque satte sig for at opspore Rodolfo og bringe ham sikkert hjem igen – en eftersøgning som efterfølgende bragte ham til Sverige.
Dominque havde – som den eneste af de tre – studeret på universitetet og var uddannet pædagog.
Omboo faldt snart i snak med Bongo og Dominque og inden længe havde deres forhold udviklet sig til direkte venskab. Efter en ananasfyldt brainstorm kom de på ideen om en radiostation. Bongo ville få en måde at kunne få ”udbredt sine musikalske talenter til den almene befolkning” som han sagde, Dominque ville blive radiovært og kunne samtidig forøge sine chancer for at finde sin bror og Omboo selv så det som en enestående mulighed for at hjælpe ham på vejen mod magten.
De besluttede sig, over tre dåser ananas og en svensk blodpølse, for at stationens navn skulle være ”P7”
Da ejeren af Yggerbølle Radiostation efterfølgende, af usikre årsager, kørte sin bil i Øresund besluttede Omboo sig for at opkøbe radiostationen. Han tog Bongo og Dominque med sig og tog til Yggerbølle.
Omboo manglede dog startkapital for at kunne få radiostationen til at løbe rundt. Derfor kontaktede han Hjalte Flamsmikkel, som i mellemtiden var blevet udskrevet fra det psykiatriske hospital. Hjalte, som havde en solid kassebeholdning fra sine bøger, gik med til at finansiere radiostationen mod at der ville blive bragt temaudsendelser om lygtepæle.
Første gang P7 var ”i æteren” var med morgenprogrammet ”Pænt Go’morgen”. Udsendelsen blev dog noget kaotisk idet en morgentræt Bongo Bjørnsson var kommet til at indstille frekvensen forkert så P7 ved et uheld overtog P4s frekvens. Det resulterede i at Bongos morgensang ”Jeg Er Glad, For Solen Skinner” erstattede en live-transmitteret klassisk koncert fra Radiohusets Koncertsal. Dette førte til at P4s lyttere blev delt radikalt i to grupper: Den ene gruppe mente at det, udover at være ulovligt, var grufuldt at lægge øre til ”amatørmusik” som det, P7 spillede, mens den anden var flade af grin over det pudsige nye indslag.
Som det oftest er med danskernes sorte humor, fik Bongo i hvert fald en fanskare. Til gengæld fik Omboo en bøde på flere tusind kroner for at have stjålet frekvensen. Omboos omfattende flaskesamling var ikke stor nok til at kunne betale bøderne og i håb om at kunne redde stationen fra tidlig konkurs gik han til finansgiganterne Arne og Bjarne Kvist for at søge om støtte. De to brødre mente at de kunne se potentiale i Omboos radiostation og gik med til sponsorere radiostationen og dermed gøre den en del af det allerede omfattende ”Brdr. Kvist Inc.”.
Med denne nye, store pose penge i lommen stiftede Omboo nu sit eget selskab – ”Dumbass Productions” – som han ville bruge som central koordineringsinstans for alle fremtidige projekter.
Dumbass Productions’ første investering blev i Pop Bingo, en lille, langhåret og meget forvirret mand som blev hyret som altmuligmand.
P7s popularitet begyndte efterhånden at stige og en ung fyr fra Midtjylland ved navn Poul Bambjerg, som efterfølgende, inspireret af Bongo, ændrede navn til Pogo Boffin, oprettede en fanklub til ære for Bongo Bjørnsson. Bongo svarede igen med at udsende sit første studiealbum ”Min Egen Hat”, som blev relativt godt modtaget i befolkningen, bl.a. blev den købt til undervisningsbrug på mange døveskoler. Singlen ”Hjalte Tog Sit Haglgevær” blev dog stemplet som værende så racistisk at pladen aldrig slog igennem i udlandet.
Efter at være blevet truet af en gal operaentusiast på åben gade, gik Bongo psykisk ned og sagde at han ikke ville kunne spille mere, da han ikke følte sig tryg. Omboo kvitterede med at ansætte en livvagt til at passe på Bongo. Valget faldt på Bono-JP – en småpsykopatisk eks-militærmand hvis straffeattest Omboo, som ikke havde briller på, tog for værende hans CV og dermed konkluderede at manden havde megen erfaring.