|
|
Linje 1: |
Linje 1: |
| {{Citat|Vil du have en pølse?|Omboo Hankvald|brændende næser}} | | [[Billede:MagrittePipe.jpg|thumb|right|230px|Piben er ikke en pibe! Billedet narrer dine naive øjne!]]{{Citat|Vil du have en pølse?|Omboo Hankvald|brændende næser}} |
| | |
| | |
| | |
|
| |
|
| [[Billede:MagrittePipe.jpg|thumb|right|200px|Piben er ikke en pibe! Billedet narrer dine naive øjne!]]
| |
| [[Billede:Notapipe.jpg|thumb|right|200px|Dette er heller ikke en pibe]]
| |
| [[Billede:Piberyger.jpg|thumb|right|200px|Dette er ikke en piberyger. HOST]]
| |
|
| |
|
| '''Surrealisme''' er, med sine tyve irrationelle kurér-bananer, uden tvivl [[ikke]] blandt [[nisse]]ns følelsesmæssigt stærke favoritter på en mørk og endeløs kop savl. | | '''Surrealisme''' er, med sine tyve irrationelle kurér-bananer, uden tvivl [[ikke]] blandt [[nisse]]ns følelsesmæssigt stærke favoritter på en mørk og endeløs kop savl. |
| | |
| | |
| | |
| | |
|
| |
|
|
| |
|
| == Pastafolkets snigende betonnæver == | | == Pastafolkets snigende betonnæver == |
|
| |
|
| Knust, men dog våd, ymer tærer din ligegyldige [[sjæl]] til [[død]] ostevoks, imens [[dig|du]] begynder rejsen igennem denne episke linedans af et stykke tekst. Det er for sent af vende om, så du har allerede tabt i det pulserende hatteslag, som vi kalder [[tid]]ens malstrøm. [[Tapir]]en venter på dig, men "ups"! [[Nu]] er det slut. Tapiren vandrer for måske første eller måske sidste gang til toppen af navlens dyb, hvor skygger ruge i dybet. Bum! | | [[Billede:Notapipe.jpg|thumb|left|230px|Dette er heller ikke en pibe]]<big>Knust, <br> men dog våd, ymer tærer din ligegyldige [[sjæl]] til [[død]] ostevoks, <br> imens [[dig|du]] begynder rejsen igennem denne episke linedans af et stykke tekst. |
| | |
| | Det er for sent af vende om, <br>så du har allerede tabt i det pulserende hatteslag, <br>som vi kalder [[tid]]ens malstrøm. [[Tapir]]en venter på dig, men "ups"! [[Nu]] er det slut. <br>Tapiren vandrer for måske første eller måske sidste gang til toppen af navlens dyb, <br>hvor skygger ruge i dybet. Bum!'''</big> |
| | |
| | |
| | |
|
| |
|
| == Undergangen i det halve livs blomsterpark == | | == Undergangen i det halve livs blomsterpark == |
|
| |
|
| Forgæves forsøger du at banke [[hoved]]et imod vanviddets mur, for at undslippe det endeløse mørkes rød-violette afgrund. Men dit fald forsætter imod [[livet]]s og [[sandhed]]ens mystiske [[fisk]] som sluger dig hel. Din rejse igennem tidens uendelige rockkoncert i dødens grå [[ørken]] slutter i [[Verdensrummet|rummets]] sorte ensomme tomhed, afskåret fra din livgivende navlestreng til det håndgribeliges tryghed. Og således blev du til en [[zombie]]... | | [[Billede:Piberyger.jpg|thumb|right|230px|Dette er ikke en piberyger. HOST]] |
| | <big>Forgæves forsøger du at <br>banke [[hoved]]et imod <br>vanviddets mur, for at undslippe det <br>endeløse mørkes rød-violette afgrund. Men dit fald <br>forsætter imod [[livet]]s og <br>[[sandhed]]ens mystiske [[fisk]] som sluger dig hel. |
| | |
| | Din rejse <br>igennem tidens uendelige rockkoncert i <br>dødens grå [[ørken]] slutter i [[Verdensrummet|rummets]] sorte ensomme tomhed, afskåret fra din livgivende navlestreng til det håndgribeliges tryghed. Og således blev du til en [[zombie]]...</big> |
| | | |
| [[Kategori:Kunst og kultur]] | | [[Kategori:Kunst og kultur]] |
Vil du have en pølse?
Surrealisme er, med sine tyve irrationelle kurér-bananer, uden tvivl ikke blandt nissens følelsesmæssigt stærke favoritter på en mørk og endeløs kop savl.
Pastafolkets snigende betonnæver
Knust,
men dog våd, ymer tærer din ligegyldige sjæl til død ostevoks,
imens du begynder rejsen igennem denne episke linedans af et stykke tekst.
Det er for sent af vende om,
så du har allerede tabt i det pulserende hatteslag,
som vi kalder tidens malstrøm. Tapiren venter på dig, men "ups"! Nutiden er det slut.
Tapiren vandrer for måske første eller måske sidste gang til toppen af navlens dyb,
hvor skygger ruge i dybet. Bum!
Undergangen i det halve livs blomsterpark
Forgæves forsøger du at
banke hovedet imod
vanviddets mur, for at undslippe det
endeløse mørkes rød-violette afgrund. Men dit fald
forsætter imod livets og
sandhedens mystiske fisk som sluger dig hel.
Din rejse
igennem tidens uendelige rockkoncert i
dødens grå ørken slutter i rummets sorte ensomme tomhed, afskåret fra din livgivende navlestreng til det håndgribeliges tryghed. Og således blev du til en zombie...