Surrealisme

Piben er ikke en pibe! Billedet narrer dine naive øjne!

Vil du have en pølse?

— Omboo Hankvald om brændende næser

Surrealisme er, med sine tyve irrationelle kurér-bananer, uden tvivl ikke blandt nissens følelsesmæssigt stærke favoritter på en mørk og endeløs kop savl. Nogen vil måske mene, at surrealisme er absurd, og til det kan man kun sige: Hest.

Pastafolkets snigende betonnæver

Dette er heller ikke en pibe

Knust,
men dog våd, ymer tærer din ligegyldige sjæl til død ostevoks,
imens du begynder rejsen igennem denne episke linedans af et stykke tekst.

Det er for sent af vende om,
så du har allerede tabt i det pulserende hatteslag,
som vi kalder tidens malstrøm. Tapiren venter på dig, men "ups"! Nutiden er det slut.
Tapiren vandrer for måske første eller måske sidste gang til toppen af navlens dyb,
hvor skygger ruge i dybet. Bum!

Undergangen i det halve livs blomsterpark

Dette er ikke en piberyger. HOST

Forgæves forsøger du at
banke hovedet imod
vanviddets mur, for at undslippe det
endeløse mørkes rød-violette afgrund. Men dit fald
forsætter imod livets og
sandhedens mystiske fisk som sluger dig hel.

Din rejse
igennem tidens uendelige rockkoncert i
dødens grå ørken slutter i rummets sorte ensomme tomhed, afskåret fra din livgivende navlestreng til det håndgribeliges tryghed. Og således blev du til en zombie...

Et surrealistisk mesterværk

Græd ikke så aflangt, du grønne ansjos,
endnu kan dit træben vel spille.
Hvis tyren har bidt dig i armen, så flyv
mod strømmen til Vridsløselille.
Gik høkassens frihjul over gevind,
nuvel, men der vokser radiser
på taget af trælast-Simonsens hus,
det står i de svenske aviser.

Se, solen går ned i et kogende hav
af prinsessesuppe og vælling,
den blå elefant i sin fætters trapez
spiser kommenskringler på tælling.
Men gråspurven farver sit fuldskæg grønt
i kartofler og apollinaris,
bag Bredgade løber Holmens Kaal,
der svømmer på ryggen Prins Paris.
(digteren Aage Hermann, 1918)