Slade

Ham hersens med bakkenbarterne, det er Noddy Holder. Han kan skrige så højt, at dronningen i England stak ham en orden, bare for at se ham mundlam. Bemærk også de underernærede hippier forneden. Dengang kunne enhver slapsvans få sin egen folde-up plakat i Go, hvis bare de kunne spille guitar.

Slade udtales Slæjt. Sådan er det. Og sådan var det også dengang i 1970'erne. Slæjt!

Ma-ma båt virålll kræjzi nav!

— Noddy

Og her burde der så være en sørgelig historie om et band der drak sig halvt ihjel, mens impresarioen løb med alle pengene, men næh, nej, Slæjt skulle absolut skille sig ud fra mængden og lave hits langt ind i firserne, så nu kan vi ikke engang kopiere teksten fra Sweet, men er nødt til at skrive det hele fra bunden af... Øv, altzå!

Bandet blev holdt oppe af Noddy Holder, der var god til at råbe, og Jim Lea, der kunne spille violin og bazguitar og klaver og alt muligt. (Jim er konservatorieuddannet, uhada!). Og så var der Dave Hill, den grinebider og Don Powell, som havde mistet korttidshukommelsen i et trafikuheld, så han måtte øve sig hele tiden for ikke at glemme hvordan man trommer "humpti-humpti-humpti - påtirsdag-påtirsdag-påtirsdag - bom-bom".

I starten af 70'erne var det sådan, at hitlisterne var besat af bubblegum-musik.

Låååårv gråvs vær mig Rosemary gåwws and nåbåddy nåws båt miiii!

— Edison Lighthouse

jummi jummi jummi, Ej gåt lårv in mej tummi

— Ohio Express

Dem dansede vi så lidt til. Og glemte igen. Og ind fra højre kom så et rockorkester og skreg os ind i hovedet. Det var Slæjt!

Kåmån fiiiil det nåjz!

— Slæjt!

Og det var sgu en nåjz vi virkelig kunne føle! Mangen en ungersvend måtte kravle rundt på diskoteksgulvet og lede efter sine udblæste trommehinder, når dj'en smækkede en Slæjt-single på.

Slade

Let's Call It Quits

Slade

Thanks For The Memory

Og rend mig i røven hvor vi rockede os igennem 71-75. Alle de hårde bananer var på banen. Slæjt leverede soundtracket til mangt en god lørdag aften:

• Coz I Luv You, 1971
• Look Wot You Dun, 1972
• Take Me Bak 'ome, 1972
• Mama Weer All Crazee Now, 1972
• Gudbuy t'Jane, 1972
• Cum On Feel the Noize, 1973
• Skweeze Me, Pleeze Me, 1973
• My Friend Stan, 1973
• Merry Xmas Eeverybody, 1973
• Everyday, 1974
• Far Far Away, 1974
• Thanks for the Memory (Wham Bam Thank You Mam), 1975

Nå? ”Thanks for the memory”? Hvor skal I hen, drenge? Det var ikke godt at vide, for nu blev der helt stille i vor stue. Glamrocken ebbede ud.

Der gik et eller andet galt, for i 1976 faldt musikken i søvn. Så måtte vi nøjes med Eric Carmen, der sov sig igennem:

Årl baj maj-sæhæhææælf.... Dåntvånnabi åååårl baj maj-sæhæhææælf, ænnimår!

— Eric Carmen om da hans mor flyttede hjemmefra

Og 1977 var endnu værre. Nu kom Billy Joel på banen:

Arj lårv ju djåsd det væj ju ar!

— Billy Joel om sin evige kærlighed til konen, som han snart efter lod sig skille fra

Så faldt vi alle sammen i søvn indtil 1983, hvor Slæjt besluttede sig for at sparke os i røven igen:

Vi kan rajd det stormi wætter, if vi årl get avt and traj, so lets årl pule togetter maj ov maj!

— Slæjt i 1983

Og så troede vi at de kom tilbage. Det gjorde de osse. Men kun lidt. Så forsvandt de igen. Noddy og Jim forlod gruppen, hvilket efterlod Dave Hill, som kan spille guitar og se sjov ud og Don Powell, der spiller trommer, så man kan mærke sømmene sprænge i underbukserne. Og de hænger så ved i The Pub Circuit med deres Slæjt 2 og er nogen dejlige drenge, siger dem vi kender, der har besøgt dem omme bagved. Og vi har endda selv rørt ved et sæt af Don's trommestikker, ja, ja... Og det er ikke noget sjofelt, altså.

Wam-bam, thank you mam!

2000 -

Slade kan skam endnu især sammen med Sweet. Så det er bare at komme til Lemvig eller en af de andre byer, hvor de har et stadion, der er stort nok.