Suzi Quatro

Suzi var nærmest som en mor for drengene i orkesteret. En pædofil, hårdhændet, bandende fuld mor. Ligesom din mor.

Stodderen i baggrunden hedder Len Tuckey. Han er far til Suzi's børn.

Suzi Quatro (f. 1950) er en kendt amerikansk bassist fra bilbyen Detroit i USA, hvor hun startede som amerikaner. Den gik ikke. Så flyttede hun til England, hvor hun spillede bas på sin basguitar. Den gik heller ikke. I starten. Så mødte hun Mickie Most, der havde et pladestudie og en frimærkesamling de kunne se på sammen. Under dynen. I mørke.

Barndommen

Suzi-tøsen havde ikke rigtig nogen barndom, fordi hun var så lille af vækst. Alle de andre børn gik ud og lege, men glemte Suzi, der ikke rigtig var til at se, fordi hun stod bag en æske tændstikker. Suzi var meget ensom. Hun havde kun sin fars bas at spille på. Ak, ak. Fars bas.

Ungdommen

Suzi spillede i et orkester sammen med sin søster Fanny, som hun øjensynlig var i familie med derhen, at de havde de samme forældre. Bandet hed The Pleasure Seekers, og det var jo sådan set sjofelt nok, men Suzi ville også gå i lædertøj.

Jeg vil osse gå i lædertøj!

— Suzi til Fanny

Så ka' du godt pisse af! Alt det læderlort gider vi bare ikke her i Detroit... Bortset fra i bilerne, se'føli'...

— Fanny til marquis de Sade

Så rejste Suzi til England, hvor man meget bedre forstod sig på sadomasochisme.

Sa' do massokisme?

— Ib Grønbech om S&M

Gennembruddet

Nå... Suzi mødte altså Mickie Most. Så udgav hun singlen "Rolling Stone". Den blev portugiserne så glade for, at flere af dem købte den. Vi andre gjorde ikke.

Satans til røvlort! Hvordan fanden i hede hule helvede skal man blive en berømt rockbassist, når man får sådan en lortesang smidt i hele hovedet ad helvede til?? Fader??

— Den dybt katolske Suzi til sin præst, Fader Abraham

Fader Abraham havde forbindelserne opadtil i orden og fik skaffet hjælp til Suzi. Det traf sig så heldigt (eller var det mirakel?), at en af hans fire sønner kendte nogen der hed Chinnichap, som var god til at skrive bubblegum-musik til Swiiit.

Det Can vi altså ikke gøre noget ved!

— Nicky Chinn

Can og Can... Fandenfiseme om ikke jeg har en idé!

— Mike Chapman

Og således opstod Suzis første hit, Can the Can. Derpå gik det slaw i slaw med udødelige klassikere som:

• 48 Crash
• Devil Gate Drive og
• The Wild One

- altsammen i lædertøj og med et mere eller mindre mandligt orkester, der gav indtryk af, at hårvasken og deodoranten endnu ikke var opfundet.

Den stille pige

Efter et par fede år med glamrock (som ikke kaldtes glamrock før det hele var overstået, såhut vi hvisker) ville Suzitøsen lave noget mere voksent og modent.

Hvis jeg satanædeme ikke får lov at lave noget voksenlort, så holder jeg vejret til jeg dør!

— Suzitøsen til Mike Chapman

Derfor skrev de nogle søde og modne sange og udgav under titlen If you knew Suzi. Den sov vi godt til i 1978. Havde det ikke været for singlen

• If you can't give me Love

var den død en stille død. Så fik tøsen et hit i hele verden sammen med Chris Norman fra Smokie i sangen

• Stumblin' in

der handler om hvor svært det kan være at droppe indenfor i den katolske kirke iført lak og læder og uden undertøj.

Alderdommen

Men henimod slutningen af 1970'erne trængte verden til nogle nye artister at tune ind på. Nicky Chinn gad ikke skrive sange mere, men vendte tilbage til sit gamle job som bilmekaniker. Mike Chapman fik travlt med at producere Blondie og The Knack og Pat Benatar, så Suzi måtte klare sig selv. Hittene døde ud, men Suzi fik lidt succes i sit gamle hjemland, som Leather Tuscadero i tv-serien Happy Days.

Og sådan har hun drysset lidt rundt mellem medierne. For tiden har hun sit eget radioprogram hos BBC, hvor hun som en anden Jørgen Mylius pludrer ind over de gamle plader. Hun turnerer stadig, og kan efter sigende stadig snige sig ned i en lille størrelse 48 læderbuks.