Winston Spencer Churchill (1874-1965) er utvivlsomt den mest irriterende politiker i vort århundrede[1] og lyder som om han var opkaldt efter et cigaretmærke og to cigarmærker. Dette forhold mærkede manden for livet, men gav trods alt begrebet høj cigarføring en vis pondus. Men alligevel var han manden som vandt 2. Verdenskrig fra en talerstol stillet op i sin baghave, hvorfra han frit og uhindret kunne fortælle den menige britiske befolkning hvad de skulle mene om den østrigske kunstmaler.
Tidlige ungdom
Man kan med nogen ret sige, at Winston blev født for tidligt. Hans forældre havde kun været lovformelig gift i 8 måneder, da de fik ham.
Som søn af en gudesmuk kvinde, Jennie Jerome, lå det i kortene, at Winston selv ville blive en lækker steg. Men et eller andet gik galt her: Det var faren - En indavlet, forvirret politiker fra den halvfordærvede Churchill-slægt. Randolph Churchill, hertug af Marlborough[2]. Var der en, der kunne trække Jennies perfekte gener ned, så var det ham!
Den unge taleforstyrrede Winston klarede sig halvsløjt i skolen, hvor navnlig sprogene voldte ham besvær. Han læspede. Han stammede. Hans første sløjdopgave, en bordskåner, faldt fra hinanden og kaffen lavede en grim plet på dugen. Der var ikke andet at gøre end at gå ind i hæren.
Sene ungdom
Han klarede den fint som soldat i Indien og Sydafrika og fik samtidig lejlighed til at skrive krigsrapporter til de engelske aviser, der betalte ham nogenlunde fyrsteligt, så han fik råd til at leve, som han gjorde.
I Sydafrika, under boerkrigen, var det dog lige ved at gå galt. Winston blev taget til fange og måtte kravle over et hegn for at slippe ud igen. Uha-da. Han var nødt til at rejse rundt i England og Amerika for at holde foredrag om sine oplevelser, for at få råd til at lappe buksebagen efter denne ubehagelige oplevelse.
Men snart havde den unge hertugsøn set nok af verden til at vende hjem og blive parlamentariker og juniorminister.
Politikeren Winston Churchill
Verdenskrig nr. 1
Så kom krigen[3] og Winston blev marineminister. Han satte gang i udviklingen af tanken, som er sådan en sardindåse med kanon på hjul. Det faldt ikke heldigt ud med datidens rigsrevision, der syntes at pengene ville være givet bedre ud på dampmaskiner med tut-tut-horn.
Marineminister var ikke specielt bange for de tyske modstandere, muligvis fordi han ikke selv skulle forlade sin varme sofa. Han førte sig frem og talte dunder til den tyske flåde:
|
|
Hvis I ikke kommer ud og slås, graver vi jer frem som rotter af et hul!
|
|
|
Sejrssikre WC
|
Tre dage efter angreb tyskerflåden tre engelske krydsere og dræbte 1.400 engelske soldater. Dén sved. Winston, der jo havde det med at foregribe tingenes gang, udtalte:
|
|
Som J.O. Krag så rigtigt vil sige en dag, det skvadderhoved: Bare man kunne holde kæft med tilbagevirkende kraft!
|
|
|
WC fuld af bondeanger
|
Han var desværre også blandt de hovedansvarlige for den blodige landgang i Gallipoli ved Dardanellerne, som skulle sætte tyrkerne[4] ud af spillet. Det gik ikke så godt. Hvis man ikke var tyrker, altså. Heldigvis kostede landgangsforsøget ikke mere end 400.000 sårede, hvoraf halvdelen var tyrkere, så det var da til at overse. Et par spindoktorer reddede Winstons skind med deres gode råd, selv om deres powerpoint-præsentationer[5] ikke helt overbeviste alle skeptikere.
Premierminister Asquith[6] præmierede Churchills evner som strateg og warlord ved at sende marineministeren ud på en lille retrætepost som minister uden portefølje med specielt godt øje til hertugdømmet Lancaster, selv om han kun havde brilleret i stillingen som marineminister i 10 måneder. Winston blev så sur, at han begyndte at male[7]. Hans første maleri var af premierminister Asquith[8], der blev taget bagfra af en kold tyrker. 14 grader celsius. Pæn ramme i øvrigt.
Den skuffede Winston drog nu i krig og blev straks udnævnt til oberstløjtnant[9], hvilket er meget fint, når man både stammer og læsper og ikke gad høre efter i skolen og var skyld i en masse menneskers meningsløse død og ulykke. De menige soldater tog godt imod ham, hvilket fik ham til at søge sin afsked og rejse hjem til London, hvor han beklagede sig over de mange meningsløse dødsfald og blev minister for krigsproduktion.
Nå, krigen blev vundet af de allierede og Winston gik af ren og skær kedsomhed i ordkrig med bolsjevikkerne, som vi kaldte kommunisterne dengang. De havde lige myrdet den russiske zar og ville nu eksportere deres menneskevarme og vedkommende politiske system til resten af verden.
Men nu var det så mellemkrigstid. Det vidste vi bare ikke. Vi troede helt bestemt, at det var efterkrigstid.
Mellemkrigstiden
Her skete der ikke så meget. Swingpjat. Jazzmusik. Spiritusforbud i USA. Og nå, ja, den engelske konge gik af og de på hinanden følgende premierministre MacDonald, Baldwin og Chamberlain accepterede - og syntes egentlig at det var en god og harmløst idé - at Tysklands nye Führer så småt gik i gang med at opruste igen og annektere nogle landområder med militærmagt, så man kunne gøre noget ved arbejdsløshedskøerne.
Winston, der pillede lidt næse og malede lidt, advarede underhuset om en fremtidig katastrofe, da Tyskland og Rusland agtede at indgå et fornuftsægteskab:
|
|
Hvis vi afviser Ruslands hjælp, vil det føre os ud i den værst tænkelige af alle krige på den værst tænkelige måde
|
|
|
WC om hvorfor Rusland ikke skulle slutte en ikke-angrebspagt med Tyskland
|
Den slags pis tog Underhuset[10] sig selvfølgelig ikke af, og alle var glade da Nazityskland og Rusland underskrev en ikke-angrebspagt, der reelt betød, at tyskerne ikke ville brokke sig, hvis russerne indtog Polen. Og omvendt, forstås.
Verdenskrig nr. 2
Beklageligvis misforstod nazisterne den engelsk godmodighed og invaderede Polen. Så måtte premierminister Chamberlain erklære Tyskland krig, fordi Polen var en engelsk allieret. For en sikkerheds skyld genudnævntes Winston til marineminister.
Englænderne forstod ikke helt, hvorfor russerne lod Tyskland besætte Polen. Både Stalin og Hitler så så søde ud på billeder. Dette resulterede i endnu et af de Churchill-citater, som bruges igen og igen:
|
|
Jeg kan ikke forudsige Ruslands reaktion. Det er en gåde, indsvøbt i et mysterie lagt ind i et enigma.
|
|
|
Floromvundne WC, der snart blev klogere
|
Krigen blev i startet kaldet skyggekrigen. Der skete ikke rigtig noget. Først den 13. december 1940 sænkede briterne krigsskibet Graf Spee. De engelske tropper i Norge trak sig hjem for at forsvare riget, og åbnede dermed op for en tysk invasion af Danmark og Norge. Underhuset var rasende på premierminister Chamberlain. UnderhusmedlemmetLeopold Amery citerede Oliver Cromwells ord og pegede mod døren:
|
|
Du har siddet for længe! Træd tilbage, siger jeg, og lad os slippe for dig. I Guds navn, gå!
|
|
|
Leopold Amery til Neville Chamberlain
|
Og så gik Chamberlain af og døde snart efter i skam og vanære.
Marineminister Churchill blev kaldt til kongen og bedt om at lede England, bare indtil man fandt en mere værdig mand til posten. Så Winston blev ny premierminister den 10. maj 1940 og forlangte straks et forskud på sin ministerløn, så han kunne shoppe lidt. Ingen englænder behøvede fra nu af at dø alene, bestemte Churchill straks. Hans motto til de menige englændere var:
|
|
Man kan altid tage én med sig!
|
|
|
Den nye premierminister
|
Ligesom andre guddommeligt kaldede var Churchill fuldt ud klar over sit store ansvar og hvordan det hele skulle ende. Almindelige mennesker, der ikke selv har følt dette kald på sin krop fandt ham frygtløs, impulsiv og en smule fræk over for damerne.
|
|
Jeg vandrede hånd i hånd med Skæbnen. Alt i mit tidligere liv havde blot været en forberedelse, der ledte mig frem til denne time.
|
|
|
WC om julefrokosten 1940
|
Snart blev Winston med sin hat, sin cigar og sit V-tegn[11] selve symbolet på kampen mod despoti og tyranni og for frihed og personlig medindflydelse.
For englændere såvel som besatte danskere, nordmænd, hollændere, franskmænd, polakker og andre besatte blev Winstons taler, som hørtes illegalt på de små radiokrystalapparater[12], selve lyset for enden af tunnellen.
|
|
Om så vi taber krigen og tyskerne marcherer ind i Londons gader, så vil jeg gribe et gevær og skyde tyskere til den bitre ende!
|
|
|
WC i beskyttelsesrummet under Downing Street
|
Slaget om England
Det var så let at vælte Frankrig, at Hitler snart efter tænkte: "Hvis nu jeg bomber røven ud af london'erne, så overgiver de sig nok". Hitler ville nemlig slet ikke have krig med englænderne. Han ville bare have dem overstået, så han kunne begynde på sin virkelige plan, at indtage Rusland og omdanne det til tysk lebensraum med lædersofaer og cigarer til herrerne. Og grammofonmusik med Richard Wagner.
Men Winston havde ham i kikkerten. I en stor tale til vaskeriarbejderforbundets mistillidsmænd udtalte han:
”Slaget om Frankrig er forbi. Slaget om England skal til at begynde. .. Hitler ved, at han må nedbryde os på denne ø eller tabe krigen. Hvis vi kan stå ham imod, kan hele Europa befries og solen bryde frem. Men hvis vi taber, da synker hele verden - også USA[13] - ned i en ny, mørk tidsalder .. Lad os ruste os til at passe vore forpligtelser og opføre os på en måde, så om det britiske emperium består i 1000 år vil man altid kunne sige:
|
|
Dette var deres største stund!
|
|
|
WC
|
Og det blev det! Tyskernes angreb på England blev gang på gang slået tilbage af de unge piloter i deres Spitfire-maskiner. I 1941 startede Hitler sin blietzkrieg mod England. Han terrorbombede London, Conventry og de fleste større industriområder, men englænderne tog det med sindsro og mælkemanden bragte stadig mælken ud, selvom husene ikke længere var der. Briterne rykkede endnu tættere sammen og Winston udtrykte det sådan:
|
|
Gør jeres værste! Så gør vi vort bedste!
|
|
|
WC til tyskere og englændere
|
Nu var japanerne så venlige at angribe det isolationistiske USA, der ellers havde bestemt sig for at holde sig udenfor krigen. Men japserne fik dem op i krigsomdrejninger. Da Hitler hørte, hvor grimt amerikanerne nu behandlede japanerne, erklærede han USA krig. Ris.
For at gøre en kort historie lang, så rykkede Roosevelt, Winston og Stalin tæt sammen og væltede Hitler. I øvrigt lovede russerne USA at hjælpe mod Japan, men det blev aldrig rigtig til noget.
Resten af krigen spillede de skak, drak cigarer og røg whiskey.
Freden!
Så kom freden! Winston trådte frem for det engelske folk og råbte:
|
|
Gud velsigne jer[14]! Dette er jeres sejr!
|
|
|
Winston til 3 drankere i Hyde Park
|
|
|
Takker! Giv en sejrsbajer, WC!
|
|
|
3 drankere i Hyde Park til Winston
|
Rend og hop
Men ak. Winston var ude af trit med befolkningens ønsker om sejrsbajere, samtalekøkkener og andre sociale reformer. Dårligt var krigen vundet, før vælgerne smed ham ud af Downing Street 10, så han måtte flytte hjem på sit lille landsted, Chartwell, hvor han måtte nøjes med 35 hektar park og 90 hektarer landbrugsjord. Tal om utaknemlighed!
Så startede Winston da bare på en rundrejse til alverdens lande - i den såkaldt frie verden - og advarede imod jerntæpper og sagde, at vi skulle danne Europas forenede stater, men at England selvfølgelig ikke skulle være med, hvis Frankrig skulle.
Premierminister igen
I 1951 var der valg igen. Og nu appellerede den altid ungdommelige Winston[15] igen til de engelske vælgere på et andet, lidt lavere niveau[16], så alle kunne være med. Og Winston vandt! Helt til 1955 lykkedes det ham at holde skansen som premierminister på trods af sygdom og store sjusser.
Død og bortgang
Selv om han opgav premierministerposten, blev han siddende i parlamentet til 1964 - ikke til at drive ud.
Til sidst var parlamentet nødt til at benytte sig af en gestus, som ikke havde fundet anvendelse siden 1814. De udtalte "sin grænseløse beundring for og taknemmelighed mod" Winston Spencer Churchill. Winston tabte underkæben og gik hjem. Hyldesten kom fra samtlige partier, selv Liberal Alliance.
Det kom som et chok for nationen, da Winston pludselig døde, kun 91 år gammel. Hundredetusinder fulgte ham til graven, bare for at være sikre på, at han blev dernede. Selv om han kun var borgerlig, gik kongefamilien i spidsen for ligtoget, og det skulle være noget meget fint, der sker særdeles sjældent i England.
Og hvad kan vi så lære af det?
Ingenting. Verden styres af Chamberlain'er, indtil potten koger over. Først derefter vender den sig om efter en Churchill.
Trivia
For at undgå faktuelt indhold, der ikke er omskrevet til knækprosa, fraråder Spademanns på det kraftigste, at man anvender trivia-sektioner. Se mere under dette.
Churchill-citater
England og Frankrig havde valget imellem krig og vanære. De valgte vanære. De vil få krig. Og nogle gode radiotaler.
— Winston
Hvilken politik vi vil følge? At føre krig til søs, til lands og i luften, med alle kræfter og den styrke som Gud vil give os - At føre krig imod et monstrøst tyranni aldrig tidligere overgået i menneskets lange, mørke kriminalhistorie. Bortset fra nogle få af Agatha Christie's de værste, men det er jo fiktion. Og måske Godfather III, men den er ikke filmatiseret endnu. Og den engelske udgave af "Nattevagten", det hø!
— Churchill
Aldrig har så mange haft så få at takke for så meget.
— Winnie om Jubilæumstalen til de tre frivillige ludere, der betjente parlamentet i de tidlige krigsår
Dette er ikke enden. Det er ikke engang begyndelsen på enden. Men måske er det enden på begyndelsen.
Fra det baltiske Stettin til Adriaterhavet har et jerntæppe lagt sig over kontinentet. Strygefrit naturligvis, men særdeles upraktisk.
— W.C.
Mange styreformer er blevet afprøvet i denne verden af synd og bedrøvelse. Ingen påstår, at demokrati er perfekt eller alvidende. Nogen vil endda sige, at demokrati er den dårligste styreform man har forsøgt sig med, bortset fra alle andre styreformer, man har afprøvet
— W om en sjælden postmortisk replik til valget i Iran
At spare sammen er en vældig god ting. Især når ens forældre har gjort det for en.
— Winston Churchill om sin første sparegris
Der findes tre former for løgn: Løgn, forbandet løgn og Spademanns Leksikon statistik.
— Winston Churchill om løgne
Myter om Churchill
- Og tak for det! Se blot hvordan det er gået England igennem de senere år, hvor de er blevet regeret af ikke-drikkende, ikke-rygende puritanere uden overskæg og humor, men med fingrene grundigt nede i de offentlige kasser. Dobbeltmoralens vogtere slår til igen!
- Det er en beskidt løgn. Han blev syg af syfilis, lidt sindsforvirret måske også, men han døde af de sår han pådrog sig under den tredje puniske krig.
- Men han havde ststyr på det! Endelig en læzper der havde spspyttet under total kontrol slurp. Og dem på førzte række havde alligevel paraplyer med.
- Løgn og latin! Efter nogle uheldige episoder, hvor mikrofonen druknede i udgydt mundvand, valgte man dog at lade en skuespillerelev holde talerne. Elev, for fanden da!
Fodtusser
- ↑ Med vort århundrede menes selvfølgelig sidste århundrede, men det lyder bare bedre når man skal lave en introduktion.
- ↑ Det er ikke Spademanns intention at fremhæve det ene cigaretmærke frem for det andet. Med mindre tobaksindustrien hoster op med lidt gysser, naturligvis.
- ↑ Første verdenskrig, eller Den store Krig, som samtiden kaldte den, da nummer 2 stadig var under forberedelse.
- ↑ Tyrkiet holdt med Tyskland. Det er derfor, Tyskland vil have Tyrkiet med i EU i dag.
- ↑ Microsoft Office 0.001
- ↑ Udtales A skvit
- ↑ malerier, ikke dagligstuer.
- ↑ Udtales Æ skvæt
- ↑ Her hjælper det meget at være søn af en indavlet hertug. Det er meget få børn af kassedamer, der starter deres militære karriere helt oppe på det niveau.
- ↑ Vi har her valgt at skrive "Underhuset" med stort U, for at vise den nære forbindelse til U-landene.
- ↑ Hos Dansk Sprognævn diskuteres det ivrigt, om v'et i v-tegn skal med stort eller småt. Men da Winston havde så lange fingre, vælger vi at skrive det med stort.
- ↑ Man havde sådan en lille krystal, som man rodede rundt med, og pludselig hørte man "her er London, her er London", hvilket var strengt forbudt, fordi tyskerne var bange for at vi skulle høre noget unuanceret og ensidig kritik af vore ariske gæster.
- ↑ På den tid medregnede man ikke USA til verden, da der var så langt derover.
- ↑ Oversættes i andre tilfælde til "prosit"
- ↑ Der nu var 77 år.
- ↑ Fri porno, fri bil, sejrsbajere til alle, bakspejl på siklerne.