Årets julegave er den årligt tilbagevendende ting, som du umuligt kan undvære! Årets julegave er typisk et instrument som passer ind i køkkenet eller på badeværelset. Fælles for alle årets julegaver er, at de få måneder efter er gået af mode, og dermed er at finde bagerst i skabet, hvor den samler støv.
|
|
Nu er den her! Årets julegave til den beviste forbruger: Kartoffelmoser-dekorations-opsugnings-sprøjten!
|
|
|
Tilbudsaviser i oktober om noget der er ubrugeligt i januar
|
Baggrund og optakt
På nærmest magisk vis sker det hvert eneste år; det bliver Jul. Før i tiden - dengang i De gode gamle dage - var julegaverne hurtigt overstået ved at man gav konen lidt spareskillinger, som hun igen fordelte mellem julemaden og gaver til børnene. Mandens julegaver til ungerne kunne være en dragt prygl.
Da lillemor alligevel var hjemmegående, var der så sandelig ingen grund til at spolere hendes daglige rytme ved at implementere mekaniske hjælpemidler i køkkenet. Den slags ville blot forvirre og skabe ubalance, så hun måtte klare sig med forhånden værende midler, når farsen skulle røres sammen, ting skulle koges eller steges, eller når der skulle anrettes små lette måltider til den overbærende og hårdtarbejdende stodder mand.
Køkkenmaskineri af enhver art var bandlyst![1]
Op gennem 1970'erne kom isenkræmmeren til byen. Først en, så to - og så mange af dem! Heldigvis var det et sølle foretagende, der ikke kunne sælge noget dyrere end en morder[2]. Der var i det hele taget ikke meget gang i butikken på den front, og Bilka var endda slet ikke opfundet.
Tilbage til julen: Mængden af penge som forbrugerne forbrugte på julen var stødt stigende. Efterhånden gik en større og større andel af budgettet til charterferier og legetøj. Manden og børnene blev tilgodeset. Lige indtil den dag, hvor isenkræmmerne opdagede, at din mor var en målgruppe!
Nu var det så bare et spørgsmål om at finde noget, der var så ubrugeligt og alligevel så massivt markedsført, at man kunne sælge det til brug i hjemmet. Man måtte derfor både opfinde en trend, lave massiv markedsføring og samtidig kunne man sælge det som: "Årets julegave".
Blandt isenkræmmere og andre skumle bagmænd, blev der fastsat følgende kriterier for, at en genstand kunne blive "Årets julegave":
- Ingen skulle nogen sinde have efterspurgt noget så tåbeligt før.
- Den skulle være grim og uklædelig i et køkken[3].
- Den skulle kun have svært begrænset praktisk anvendelse.
- Tilbehøret til den skulle være afsindigt dyrt.
- Den måtte ikke markedsføres som sådan to år i træk, men gerne med 10 års mellemrum[4]
Årets julegave i praksis
Årets julegave har været materialiseret i en del forskellige former. De fleste er nok glemt og kørt til "genbrug", men disse varianter bør man da kunne huske:
Fonduesættet (1989)
Fonduesættet var en af de første versioner af Årets julegave. Allerede fra slutningen af 1980'erne kom den på markedet. Varianterne var i støbejern eller i rustfrit stål.
Basalt set fungerede fonduen ved, at man varmede noget olie i en gryde. Så hældte man det over i en anden gryde, som man igen satte til at simre over et stearinlys. Derefter satte man noget dårligt og halvfrossent kød på de tilhørende pinde, og så stak man pindene ned i den kogende olie. Et stykke tid efter, så havde man en stump oliekogt kød med ringe smag og endnu værre konsistens. Det kunne man så spise sammen med de tilberedte grønsager.
Hele systemet var en ganske forfærdelig opfindelse. Når man lavede de første stykker kød i den alt for lille gryde, så sad børn og voksne forventningsfuldt rundt om bordet og kiggede ned i gryden.
Lige inden da, var der vitterligt ingen normale mennesker, som ikke havde stykket pinden gennem kødet og ind i hånden. Men fordi at det var markedsført hipt at spise på den måde, så var det aldeles tabubelagt at indrømme, at man netop havde jaget et spid ind i hånden, lige efter at det selvsamme spid havde passeret igennem et stykke salmonellabefængt svinekød.
Dernæst kom kødet ned i gryden, og i kampen mellem de mange spid med forskellige farver på enden, var det fuldstændig åbenlyst, at kødet før eller siden faldt af og lå og blev kogt sønder og sammen nede i gryden. Den tvivlsomme ære af at tabe det første stykke kød i gryden, tilfaldt altid familiens yngste, og/eller mest hidsige gemyt.
Når man så kom til at lave sit andet stykke kød, så blev man groft forulempet af fysikkens love. De andres kolde kød havde sænket temperaturen i fonduegryden til et stadie, hvor kødet skulle være i et kvarters tid eller to, før det var tilrådeligt at spise. På tredie eller fjerde stykke kød blev kogetiden bare øget yderligere. Da hvert stykke kød vejede ca. 25 gram, så kunne man ende med at sidde i et par timer og stirre sultent ned i den forbandedde gryde, alt imens at man tyggede løs af de efterhånden mere og mere kedelige grøntsager.
Samtidig sad mor og far og gentog uafladeligt: Hvor er det bare hyggeligt! Selv de ville ikke indrømme, at det nok var det værste måltid de nogen sinde havde fået!
Som om at det ikke var nok, så fandt en eller anden smart mand - han var vel professor eller noget? - ud af, at olien kun kunne bruges én gang. Alternativt ville der være svovl-brinter i olien, og kødet ville blive kræftfremkaldende.
Men Årets julegave - det var fonduen! Man kunne endda gå på "Baron von Dy" på Strøget i København, og her betale 10 gange prisen for 5 gange ventetiden. "Adel forpligter" jo[5]
Foodprocessoren (1991)
Foodprocessoren kom tilbage til landet i 1991. Der var vitterligt ingen som ønskede sig sådan en tingest, og der var da slet ingen som kunne finde praktisk anvendelse for den. Der skete bare det frygteligt beklagelige, at "The Julekalender" rullede hen over skærmen, og i perioden fra 10. december og frem til selve juleaften, blev samtlige lagre af foodprocessorer tømt!
Den juleaften var der vel ingen husmor med respekt for sig selv, der modtog færre end to foodprocessorer fra familie og bekendte! Det alene takket være en mand klædt ud som en dame, og fordi at man simpelthen havde glemt det forhold, at man absolut ikke manglede eller behøvede en sådan tingest.
Foodprocessoren kunne:
- Røre dej sammen.
- Hakke løg
- Snitte gulerødder
- Lave mos
- Støje som bare pokker!
Standardudgaverne kom med en kniv og et rivejern, og hvis du på nogen måde skulle kunne anvende den, så måtte du købe "tilbehørssættet Power 3000". Det mangedoblede så prisen på det samlede system, men gav så samtidig også muligheden for at snitte æbler med h-fals[6].
I det hele taget var fordelen ved at man dengang markedsførte foodprocessoren som Årets julegave, at man derefter skabte et kunstigt og temmelig stort behov for alskens slags ekstra ting. Kogebøger for foodprocessor, tilbehør, udvidelsespakker, en ekstra mini-size foodprocessor, en ekstra maxi-processor, et glas til at lave saft i - og så videre! Listen er endeløs, og det er sælgerens provision også. Gæt hvem der betaler?
Raclettegrillen (1994)
Raclettegrillen kom for alvor til Danmark i 1994, hvor den var Årets julegave.
Inden da havde den haft en mere eller mindre skummel fortid, hvor folk var begyndt at riste fæ indendørs. Man må have forsøgt og mislykkedes med at starte en rigtig grill indendørs, for pludselig opstod der et fælles behov for at grille ting indendørs, mens man sad og stirrede på dem.
Raclettegrillen var en rund anordning med el-varme. Oppe var der en plade, hvor man kunne lægge sine fødevarer til stegning, og nede var der en hylde hvor man kunne stille små skåle med tilbehør til at simre svagt. Udformingen var rimeligt ensartet og farven var sort i de fleste kendte tilfælde.
Idéen bag raclettegrillen var tilsvarende tåbelig som den var for fonduesættet. Den eneste faktiske forbedring var, at man ikke sad og gned sig diskret i håndfladen, det sted hvor man lige havde jaget sit spid ind. Men så kunne man jo påbegynde alverdens fjumrede kunstner med at berøre de opvarmede plade med maden på. Man kunne også snildt miste tålmodigheden, og begynde at indtage halvrå fødevarer, for simpelthen ikke at gå til af sult.
Det kan således godt være, at raclettegrillen var noget man bare måtte eje, men lidt sundhedsskadeligt har det nok været at spise fra den. Oven i det forhold skal man også huske, at ventetiden til at maden var færdig, ofte var forfærdelig lang! Typisk var der jo så også samme år blevet foræret store vinglas til farmand, så man endte altid med at være pænt fuld og temmelig sulten.
Pladen var så tilpas lille, at hvis man skulle tilberede en bøf af bare minimal størrelse, så måtte der mere end én grill til. Desuden så var der en hel masse steder på sådan en anordning, hvor børnefingre kunne blive brændt.
Det er da lige sådan noget man ønsker sig til jul.
Oliesprayen (1999)
I 1999 rullede en sand sundhedsbølge ind over landet. Eksperterne var begyndt at tale om "Transseksuelle-umættede Omega 3 fedtsyrer", og at man så sandelig skulle passe på med at få for mange. Ellers var det for lidt. Det er der vist ingen som længere rigtigt kan redegøre for?
I Tv dukkede Kirsten Hüttemeier op med skåneærmer og masser af velmenende råd. Et af dem var, at man skulle lade være med at hælde olie direkte på panden, da man dermed ville få alt for meget fedt i maden. Løsningen var i stedet at spraye panden med olie, og til dette formål skulle man da så sandelig have en oliespray! Mindre kan da så sandelig ikke gøre det!
Kirsten er jo fra en generation som ikke ville kunne begribe at slip-let stegepanden sådan set bare kan smøres med et ganske let lag fedtstof - hvis man da overhovedet behøver fedt. I stedet argumenterede hun for at man skulle lave grafitti med fedt på den stakkels stegepande, og derefter skulle man så forsøge at få noget nogenlunde smagfuldt ud af det rene ingenting.
Selve anordningen var en udformet med en pumpe, hvor man med håndkraft satte olien under tryk. Derefter trykkede man på udløseren, og så kom olien ellers ud i en fin lille sky. Rygter vil vide, at man kunne købe en med kulsyrepatron, og at "uheldige elementer" mere end én gang tunede denne kulsyredrevne oliespray, så den på få sekunder fik lakeret en hel boligblok i Nordsjælland med et fint lag olie.
Der skulle ikke gå længe, før isenkræmmerbranchen havde taget Kirsten Hüttemeiers råd til sig. Derefter var Årets julegave sikret, og straks blev hylderne i butikkerne fyldt med oliesprays i alle tænkelige[7] afskygninger, samtidig med at postkasserne og TV blev fyldt til randen med reklamer for selvsamme. Der var varianter i rustfrit stål, i plastic, gennemsigtige eller materede. De fandtes i udformninger som matchede krydderi-bøtter, hvilket så igen gjorde at man efterfølgende kunne opgradere sin oliespray med de nu uundværlige, matchende salt og peber-bøsser.
Dermed havde man skabt både et behov og et afledt behov! Alt sammen fordi man ikke kunne forestille sig muligheden for bare at spare lidt på fedtet, og eventuelt tørre overfladen let med et stykke køkkenrulle.
I november og december 1999 blev der solgt utallige fedtsprays. I januar og februar 2000 blev de sidste fedtsprays gemt ned bagerst i køkkenskabene, hvor de formodentlig står da den dag i dag. Den påståede slankeeffekt udeblev tilsyneladende, og en stor del af dem som havde fået en oliespray i julegave, vejede mærkeligt nok mere efter jul, end de gjorde inden jul.
Det kunne utvivlsomt kun være oliesprayen - og dermed Kirsten Hüttemeiers skyld!
Røremaskinen (2011)
I årene fra 2010 og fremefter fostrede samfundet en ny generation af udearbejdende og hjemmebeviste husmødre; også kaldet: Speltkusserne. Det var de selvbeviste mødre, der trods et karriereforløb stadig kunne sørge for at tingene fungerede hjemme.
Pyt med om børnene skulle være i institution fra 6.32 til lige efter lukketid kl. 17. Bare der var friskbagte, økologiske, kærnerige boller, bagt på speltmel og med kærlighed. Til dette formål var det en absolut nødvendighed at have en røremaskine!
Hvis man således ikke gav sin kone en røremaskine i julegave i 2011, var det et tydeligt tegn på, at man ikke elskede hende, og man værdsatte ikke hendes karriere eller hendes indsats.
En mand som ikke gav sin speltkusse af en hejre elskede kone en røremaskine i julegave, kunne enten imødese 14 måneders røre-forbud, eller at modtage skilsmisse-papirerne med posten på første hverdag efter nytår. Sådan er Årets julegave også; det er indbegrebet af selveste ondskaben, at du ikke selv kan vælge om du vil give den eller ej. Hvis du vælger "ej", så får det uoverskuelige konsekvenser, og med røremaskinen specifikt, var disse konsekvenser mere end bare et bolle-løst hjem.
Selve maskinen var kun "rigtig", hvis designet havde et industrielt snit og at der på alle vaskbare overflader var brugt enten kirurgisk stål eller en komposit-emalje som indeholdt nano-teknologi og ægte guld. Dette skulle tilsikre, at den kvalitetsbeviste og dog miljøbeviste kælling husmoder kunne rengøre maskinen, uden anvendelse af kemiske rensemidler. Emballagen til maskinen skulle endvidere være præget med mindst 6 forskellige, EU-godkendte mærker, som alle indikerede miljøbevisthed og sociale hensyn.
Røremaskinen var i mange henseender ikke en praktisk anordning, men derimod et heftigt signal til den omkringværende verden, at man sådan set kunne alting helt selv! Og at man var bevist om det!
10 år efter røremaskineepidemien i 2011, vil der på genbrugspladserne landet over blive opstillet en rummelig dobbeltcontainer, hvor der står "røremaskiner". Den sædvanlige container med påskriften "husholdningsmaskiner og mindre el-apparater" vil da ikke være rummelig nok.
Øvrige varianter
Der har også været versioner af Årets julegave, der var for latterlige til at få sin egen beskrivelse. Her kan nævnes:
- Saftpresseren
- Ismaskinen
- Den ergonomiske osteskærer
- Smootiemaskinen
- Pastamaskinen
- Espressomaskinen
- Kaffemaleren
- Mandolinjernet [8]
- Grillpanden
- Stavblenderen
- Den elektriske peberkværn
- Toasteren
...faktisk så er det kun elkedlen som har vist sin eksistensberettigelse og er et must for den moderne samtalekok
Kan den byttes?
NEJ!!! - Hvad tror du selv?
Se også
Noter
- ↑ Hvorfor trod du ellers at køkkener dengang var bygget uden stikkontakter?
- ↑ Her taler vi ikke om den slags, der slår andre ihjel. Det er et køkkenredskab til at knuse ting i.
- ↑ Således at den kom langt ind i køkkenskabet, og dermed var længe glemt inden næste jul.
- ↑ Når alle endelig havde kørt den seneste version på lossepladsen, efter den havde stået uberørt i 9 år i skabet.
- ↑ Det er ikke engang løgn! Det skrev de fandme!
- ↑ Vi aner ikke hvad det betyder - heller ikke efter så mange år.
- ↑ Og specielt: Utænkelige!
- ↑ ...kaldes det pga. folk med mandolinfeber (delirium) lettere kunne lave mad