Pink Floyd

Pink Floyd er en britisk rockgruppe, der er kendt for deres sceneshows hvor de bla. bygger mure op, får skøre diamanter til at skinne på himlen eller fortæller om alle de penge og hjerneskader der venter på månens mørke side.

Bandets historie

Begyndelsen med Syd Barrett

Pink Floyd blev dannet i 1964 af de 5 venner Roger Waters, Richard Wright, Nick Mason, Syd Barrett og Bob Klose. Bob Klose skred dog allerede mindre end et år efter, da han endelig lærte at kende forskel på rock og jazz, og heller ville spille det sidste end det første. Syd Barrett beviste samtidig at han nok var den mest kreative hjerne i bandet, da han både fandt på deres navn og bandets 2 første rigtige sange, der henholdvis handlede om en tyvagtigt transvisit og stoffremkaldte hallucinationer der legede i skoven.

Bandet udgav deres første album The Piper at the Gates of Dawn i 1967. Albummet var næsten kun skrevet af Syd Barrett, som i løbet af albummet kom med flere kryptiske påstande, bla. at han skulle kende din mor under navnet "Matilda" og at Fanden angivligt skulle hedde "Sam".

Bandet var dog efter disse udgivelser stadig kun kendt inden for Englands grænser, så de gik på turne med Jimi Hendrix i håb om at hans store succes skulle smitte bare en lille smule af på dem.

Med den anden albumudgivelse A Saucerful of Secrets i 1968, blev det hurtigt at klart at Syd Barretts enorme kreativitet i virkeligheden nok skyldes, at han havde taget noget lidt for stærkt i sine pauser. Langsomt begyndte hans mirakelmidler at vende sig imod han, og langsomt blev han mere og mere paranoid. Hans paranoia førte så til, at han langsomt blev usynlig. I hans usynlighed, lykkedes det ham kun at få en sang med på A Sauce of Secret. Efterhånden var Syd Barrett blevet så usynlig at han blevet skiftet ud med David Gilmour. Bandet glemte til sidst helt Syd Barretts eksistens, og derfor tog de ham ikke mere med til koncerter.

Tiden efter Syd Barrett

Pink Floyd lå efter Syd Barrett lidt i et dødevande. David Gilmour og Roger Waters forsøgte sig forsigtigt med at opfodre til, at folk der hed Eugene skulle have frataget retten til at bære økse. Bandet udgav derefter, i 1969, deres mest(?) syrede album i hele deres karriere: Ummagumma. Albummet kom hovedsagligt til at handle om havefester i den arabiske overklasse og om adskillige arter af små, pelsede dyr der er samlet i en hule hvor de danser omkring en religiøs stentavle.

Deres fjerde udgivelse, Atom Heart Mother spillede bandet for første gang sammen med et stort orkester. Det gjorde albummet til en underlig symfoni med flere budskaber, bla. at solen skulle se at få taget sig en slankekur og at folk der hedder Alan kommer for mange stoffer på deres morgenmad.

Gennembrudet

Da Pink Floyd endelig indså at syret musik ikke var in i 1970'erne, skar de alle bånd til deres psykedeliske lyde og satsede på at være progressive i stedet. De udgav derfor Meddle der handlede om, at være frygtløs når man en af disse dage besøger San Tropez.

I 1973 besluttede bandet sig for at vise den lidelse og grådighed der fandt sted på månens mørke side med The Dark Side of the Moon. USAs befolkning var vilde med at høre om denne lidelse, og de købte albummet i spandevis. Dette gennembrud førte til at bandets medlemmer, især Roger Waters, blev interviewet. Roger Waters forsøgte under disse interviews, at foreklare, at albummets tekster handle om det store psykiske der er lagt på almindelige mennesker i deres hverdagsliv, og om de dybere tanker bag vold og krig. Det var pressen og folk var dog ligeglade med. De ville heller vide hvad der var Roger Waters yndlingsfarve og alt om bandmedlemmernes fortid.

Efter succesen med Dark Side opdagede bandet pludselig at der manglede et medlem. Efter to års betænkningstid kom de i tanke om at det manglede medlem var Syd Barrett. Bandet udgav derfor Wish You Were Here i et forsøg på at kalde på Syd Barrett. De sang blandet, at selvom at Syd Barrett var en sindsyg diamant, ville de alligevel ønske at han var til stede, så han kunne skinne vidre. Syd Barrett må have hørt dem, for da bandet optog albummet mødte han op som en fed, skaldet mand, med en tandbørste i lommen. Roger Waters har udtalt om dette syn:

Bare det at se Syd i den tilstand, kunne få mig til at tude som en lille, stangforvirret tøs.

— Roger Waters

Kort efter denne episode besluttede bandet sig for glemme Syd Barrett fuldstændig og aldrig tale om ham igen.