|
|
| (17 mellemliggende versioner af 2 andre brugere ikke vist) |
| Linje 1: |
Linje 1: |
| [[Fil:MordetiFinderupLade.jpg|thumb|right|300px|Det fra folkeskolen så kendte motiv, hvor alle kongemorderne diskuterer om de skal til højre eller venstre ved næste rundkørsel.]] | | '[[Fil:Stig_hvide.jpg|right|thumb|400px|Stig på vej til slagmarken.]]''Stig Hvide''' (død 1151) eller ''Stig Tokesen Hvitelæder Hvide'', var en dansk høvding og godsbesidder af den kristne slags. Ifølge nogle kilder blev han født i år 1110, mens andre kilder siger, at man aldrig må komme mere end to små teskefulde salt i frikadellefars. Meningerne er skarpt opdelte her. |
| '''Stig Andersen Hvide''' eller '''Marsk Stig''' indgiftede sig til navnet Hvide, så helt [[Hvid]] var han ikke. Vi kender ikke hans fødselsår, men dødsåret 1293 ligger helt fast{{Kilde mangler}}.
| |
|
| |
|
| Marsk Stig blev dømt fredløs efter mordet på kong [[Erik Klipping]] i Finderup lade den [[22. november]] 1286, så han stak af til Djursland, hvor han slog sig på falskmøntneri og finere borddækning.
| | Efter sigende{{kilde mangler}} grundlagde han Essenbæk Kloster ved Randers, så benediktinermunkene havde et sted, hvor de kunne lire deres [[kaffe|bønner]] af, ihvertfald indtil reformationen, hvor klosteret blev nationaliseret, inden det endelig blev pantsat, så vi kunne få råd til øget velfærd og fertilitetsbehandlinger. |
|
| |
|
| Men hvordan gik det så galt? | | ==Men, var han ikke gift?== |
| | Ifølge [[P. Pedersen, Ølgod Tidende|Knytlinga Saga]] var han gift med Valdemars ældste søster, som hed [[Margrethe]]. Sammen fik de sønnerne Niels og Aage, der på grund af deres upopulære navne flygtede til Estland, hvor de bankede måsen ud af ørerne på venderne. For at kristne dem, som man siger. |
|
| |
|
| ==I Majestætens Tjeneste==
| | De fik også datteren Christine, der blev så fin på den, at hun blev gift med svenskekongen Karl Sverkersson i 1163. Hun blev godt nok kaldet Kirsten ovre i [[Sverige]], for man kan ikke både sige Christine og ''supa'' samtidig. |
| Hr. Stig blev udnævnt til Marsk af kong Erik Klipping i 1275, efter at have lammetævet en svensk bondehær i Götaland, hvor danskerne fandt det for godt at blande sig i, hvem der skulle være konge af [[Sverige]].
| |
|
| |
|
| Hvis kongen troede, at han fik en [[Kristian Jensen|trofast og blåøjet]] undersåt ud af hr. Stig, så tog han grundigt fejl. De første meldinger om marsk Stigs uvilje mod kongen er allerede fra 1276, hvor han nægtede at erklære sin troskab til kongesønnen [[Erik Menved]], som man ellers gjorde, hvis man var nyfriseret og [[Emma Gad|dannet]].
| | ==Så fik han vel en ærefuld død på slagmarken, ikke?== |
|
| |
|
| Og han skulle blive endnu mere kontrær, de næste par år forsøgte han at få kongen til at underskrive en forfatning, der skulle flytte mere magt fra kongen over til stormændene. Det kulminerede i 1282, hvor kongen ydmyget måtte udsende to forpligtelsesbreve, hvori han gav afkald på enevældigt at kunne diktere lov og ret og gik med på at mødes med "Rigets Bedste Mænd"<ref>Ja, stormændene igen...</ref> mindst en gang om året, for at høre deres uforgribelige mening om alt fra sildesalat til årets høst.
| | Jo, for [[satan]] da! Hr. Stig var aktiv i politik på den måde, at han støttede kong Svend i opgøret med [[Svend, Knud og Valdemar|Knud og Valdemar]], hvilket førte til en ærerig død på slagmarken ved Grathe Hede (Gedebæk) i 1151, hvor hans endetarm blev revet til finker med et rustent rivejern. I flere dage efter slaget kunne man se hr. Stigs boller på en stage ude på heden, men så fik kragerne fat i dem. |
|
| |
|
| Stormændene og kongen holdt hinanden lidt i ørerne frem til Skt. Cæcilie Nat, den 22. november 1286, hvor det hele ligesom endte i bandekrig.
| | ==Så er der vel også skrevet en sang til hans ære, ikke??== |
| | Jo da! Folkevisen ''Ridder Stigs fald'' fortæller i nationalromantiske vendinger om kong Knuds store kærlighed til Ridder Stig. Men den er selvfølgelig også skrevet 400 år senere, hvor kritikken fra førstehånd var døet hen. I visen forsmår kongen sin nye væbner Karl, der åbenbart ikke når Ridder Stig til sokkeholderne: |
|
| |
|
| ==Skt. Cæcilie Nat==
| | :Han sove skal aldrig hos min hvide side, |
| Kong Erik Klipping fik på denne nat æren af at være den hidtil sidste danske konge, der blev myrdet<ref>Stort tillykke herfra!</ref>. Hele 56 knivstik fandt CSI:Viborg i den stakkels konge, så der var ikke noget at sige til, at han var blevet utæt.
| | :for ridder Stig vil jeg bære daglig kvide. |
| | :En ridder Stig han må sig ej. |
|
| |
|
| {{Wikipedia|Erik Klipping}}
| | Visen lå længe på [[dansktoppen]], men nåede aldrig den eftertragtede førsteplads. |
| Rigets klogeste mænd samledes på danehoffet i [[Viborg]] i [[pinse]]n 1287 og bestemte sig for, at marsk Stig skulle erklæres fredløs og fradømmes gods og guld sammen med 8 andre. Onde tunger påstår, at stakkels Stig var uskyldig og at dommen var politisk, men vi der er født og opvokset i et retssamfund ved med bestemthed, at den slags konspirationsteorier er håbløst åndssvage, så længe man ikke undersøger det nærmere, i hvertfald.
| |
| | |
| ==Fredløs, krigerisk og bitched==
| |
| De morddømte flygtede til [[Norge]], hvor [[Manu Sareen|kong Erik Præstehader]] engagerede dem i sine tropper og sendte dem i krig mod deres gamle fædreland. Snart brændte Middelfart, Hindsholm, Helsingør, Tårnborg og Skælskør lystigt. Og Nykøbing Falster, men den var der ingen der regnede for noget.
| |
| | |
| Med øen Hjelm<ref>I Kattegat, ud for Ebeltoft.</ref> som udgangspunkt hærgede marsk Stig de danske kyster frem til 1293, hvor han døde, det lille skidt. Mon ikke han brændte nallerne, den lille [[pyroman]]?
| |
| | |
| I 1305 blev dommen over kongemorderne efterprøvet og nu viste det sig, at alle de drabsdømte havde et alibi for mordnatten, idet de hyggede sig i en swingerklub i Måløv. Alt endte således i fryd og gammen, dog undlod man at omstøde dommen, nu havde man jo haft alt det mas.I 1309 blev gods og len givet tilbage til <s>kongemordernes</s> de uskyldigt forfulgtes familier. De måtte dog ikke flytte hjem, men måtte pænt sælge lortet og forblive i udlandet.
| |
| | |
| ==I folkemunde==
| |
| I modsætning til de tørre historiske kilder, så har folkeviddet en meget mere lummer tilgang til beretning om marsk Stig og mordet på kongen. Her hævdes det, at marsken slog kongen ihjel, fordi han lå i med hans kone<ref>Kong Erik lå i med marsk Stigs kone, for fanden da!</ref> og at han tilstod åbent og ærligt ved retten i Viborg og siden blev til "Hjelms horn", der hævnede uretten ved at brænde Danmark af, hvilket jo aldrig rigtig er gået af [[mode]].
| |
| | |
| ==Noter==
| |
| <references/>
| |
| {{Hvide}} | | {{Hvide}} |
'
Stig på vej til slagmarken.Stig Hvide' (død 1151) eller Stig Tokesen Hvitelæder Hvide, var en dansk høvding og godsbesidder af den kristne slags. Ifølge nogle kilder blev han født i år 1110, mens andre kilder siger, at man aldrig må komme mere end to små teskefulde salt i frikadellefars. Meningerne er skarpt opdelte her.
Efter sigende[Kilde mangler] grundlagde han Essenbæk Kloster ved Randers, så benediktinermunkene havde et sted, hvor de kunne lire deres bønner af, ihvertfald indtil reformationen, hvor klosteret blev nationaliseret, inden det endelig blev pantsat, så vi kunne få råd til øget velfærd og fertilitetsbehandlinger.
Men, var han ikke gift?
Ifølge Knytlinga Saga var han gift med Valdemars ældste søster, som hed Margrethe. Sammen fik de sønnerne Niels og Aage, der på grund af deres upopulære navne flygtede til Estland, hvor de bankede måsen ud af ørerne på venderne. For at kristne dem, som man siger.
De fik også datteren Christine, der blev så fin på den, at hun blev gift med svenskekongen Karl Sverkersson i 1163. Hun blev godt nok kaldet Kirsten ovre i Sverige, for man kan ikke både sige Christine og supa samtidig.
Så fik han vel en ærefuld død på slagmarken, ikke?
Jo, for satan da! Hr. Stig var aktiv i politik på den måde, at han støttede kong Svend i opgøret med Knud og Valdemar, hvilket førte til en ærerig død på slagmarken ved Grathe Hede (Gedebæk) i 1151, hvor hans endetarm blev revet til finker med et rustent rivejern. I flere dage efter slaget kunne man se hr. Stigs boller på en stage ude på heden, men så fik kragerne fat i dem.
Så er der vel også skrevet en sang til hans ære, ikke??
Jo da! Folkevisen Ridder Stigs fald fortæller i nationalromantiske vendinger om kong Knuds store kærlighed til Ridder Stig. Men den er selvfølgelig også skrevet 400 år senere, hvor kritikken fra førstehånd var døet hen. I visen forsmår kongen sin nye væbner Karl, der åbenbart ikke når Ridder Stig til sokkeholderne:
- Han sove skal aldrig hos min hvide side,
- for ridder Stig vil jeg bære daglig kvide.
- En ridder Stig han må sig ej.
Visen lå længe på dansktoppen, men nåede aldrig den eftertragtede førsteplads.
