Sorte huller

Iagttagelser af partikelemissioner fra sorte huller synes at indikere, at ikke alene spiller Gud med terninger, men nogle gange kaster han dem også hen, hvor vi ikke kan se dem

— Niels Bohr om at spille yatzy i mørke med Albert Einstein

Et sort hul ser ca. således ud. Da kameraet blev suget ned i hullet, få milisekunder efter at billedet var taget, er der i stedet anvendt en fotokopi, skitse, fantomtegner, skulptur illustration af det sorte hul

Et sort hul er en depressiv tilstand, som opstår, når en stjerne dør. Tilstandens alvorlighed (gravitet, om man vil) er ligefrem proportional med stjernens størrelse. Fx var det langt mere alvorligt, da man i august 1962 fandt filmstjernen Marilyn Monroe død, end da man, ti år senere, opdagede, at noget tilsvarende var sket for stjernen Cygnus X-1
Sorte huller findes overalt i Universet, så man skal se sig godt for, da det ikke er særlig behageligt at falde ned i et sort hul. Symptomerne er en følelse af at blive trukket i fra alle sider og at tiden synes at stå stille, ja, selv lyset synes at forsvinde.

Nye sorte huller

Nede i ur- og alpelandet Schweiz har nogle gale videnskabsfolk i de senere år konstrueret en kæmpemæssig dommedagsmaskine partikelaccelerator, under påskud af, at de vil udforske Big Bang-teorien ved at lede efter opdigtede partikler.

De inverse femtobarn

Dette sker ved hjælp af partikelkollisioner, hvor partiklerne accelereres op til nær Lysets hastighed

På den grafiske fremstilling herover vises, hvordan du nemt og praktisk slipper væk fra et sort hul

Slemme små sorte huller

I virkeligheden er maskinen en fabrik, der kan fremstille små, sorte huller i massevis. Nogle af jer har jo nok hørt om sagen, og i jeres små hoveder har I måske bekymret jer for, om ikke disse sorte huller kunne slippe ud

Den videnskabelige bortforklaring

Hvis to partikler med en samlet masse større end Planck-massen mødes, kan de danne et termisk konvoluteret sort hul. Hvis dette sorte hul ikke opløses igen af Hawking-stråling, kan et sådant hul opsluge alt det andet materiale i dets nærhed og løbe løbsk.

Så er det på tide at bede dit Fadervor

I visse former for kvantegravitationsteorier er det endog ganske let at skabe kvantificerede sorte huller helt ned til $42TeV$. Disse vil dog ikke være termisk ækvivalente, og de vil derfor henfalde straks, før de får nogen som helst chance for at vokse sig store og tykke og få bumser. Planck-massen, derimod, er defineret ud fra de retrovektorale naturkonstanter, Planck's Konstant, lysets hastighed og gravitationskonstanten. Den vejer lige præcis 22 nanogram eller mere præcist: $2,5x10^{1}5TeV$ regnet om i pæne, rene energienheder, som vi partikelfysikere altid har foretrukket den slags.

Den 9. Kreds

Desuden fandt forskerne forrige onsdag ud af, at radioaktivt affald og olieudslip transporteres tusinder af sømil i havet, og dette skyldes et strømningsfænomen, som matematisk set er ækvivalent til de sorte huller i universet. Georg Baller fra det tekniske universitet i Zürich, Schweiz, og Francisco da Veron-Vera fra University of Florida i USA kalder derfor i en ny artikel, trykt i Journal of Fluid Mechanics, fænomenet, som korrekt skal betegnes kohærente Lagrange-strømhvirvler, for ’turbulensens sorte huller’.
Så er der noget håb, eller vil vi blive opslugt?

Aaaaarghhh, vi vil alle ende i hullet!

Velan, små venner. Desværre har I helt ret. Da jeg som journalist har adgang til alle mulige hemmelige og sædvanligvis troværdige kilder, kan jeg afsløre, at det vil ske næste år den 23. marts klokken 19:27 - Nu er I advaret, så stift en masse gæld og voldtag naboens kone!
Under evighedens synsvinkel gør dette dog ingen forskel. Universet vil klappe sammen til et gigantisk sort hul, som vil im- og eksplodere i et nyt univers, og efter godt 13,81 milliarder år vil det samme ske igen!

Teorien om alting

Nej! Det er ikke sådan ét, vi mener, men det her vil du jo heller ikke have!

Nutiden handler denne artikel om sorte huller, og disse er helt klart entangled med kvarkerne fra Big Bang-teorien. Derfor vil det næppe undre nogen, at det i virkeligheden viser sig, at Universet og alt i og ved det, det er et cyklisk fænomen, der oscillerer på samme måde som regnen falder fra skyerne og igen fordamper fra havet. Når den mørke energi har fuldendt inflationsfasen, vil den igen kontrahere, og de utallige sorte huller, som på dette tidspunkt spiser løs af galakserne, vil begynde at opsluge hinanden i accelererende grad. Til sidst vil al masse og energi i det, som engang var vores univers, klumpe sig sammen i en gigantisk singularitet, der vil stresse sandsynlighedsmembranen til bristepunktet og forbi, så med et lydeligt 'plop' vil det gigantokrasmatiske sorte hul poppe ind i en ny eksistens, hvor alt vil gentage sig på præcis samme måde igen.