Land og Folk

Som sædvanligt var der ikke en eneste arbejder til stede på Land & Folk-festivallerne. Her er det formentlig SW80 som spiller.

Land og Folk bedre kendt som Land og Folkevogn (eller Land og Folkevognsrugbrød blandt hippierne) var kommunisternes bud på noget man kunne klippe i strimler og putte rundt om en ballon. Hver dag ved udgangen på Burmeister & Wainblev det solgt i løssalg af asfaltarbejdere som sagde "landerfolk" (nærmest i et ord).

Det blev til under 2. Verdenskrig hvor Børge Hovmand var den første redaktør. Og så det sørme forbudt hvilket jo ikke gjorde det mindre populært, da der også dengang var mangel på toiletpapir. Så var man ikke rød i hovedet blev man altid rød i numsen.

Stilen var som Siegfried i Folk og Fæ, og det var da også derfra, de stjal navnet.

Sammenbrud og opblomstring

Desværre var det som stod i bladet så forudsigeligt som Lene Siels CD-udgivelser. Det handlede for det meste om hvordan revolutionen i København skulle organiseres og hvem som skulle henrettes. I virkeligheden nåede bladet ikke at udvikle sig fra årene under Besættelsen.
Desværre sker der 1970'erne at man har held til at tiltrække en masse unge, som ikke ved at de er Socialistisk Folkeparti'ere til den såkaldte Land og Folk-festival. Her bliver der solgt bunkevis af felafel og drukket øller og sunget rundesang...men bliver deltagerne abonnenter på Land og Folk...næææh..........og så lukker de...nej man ansætter Frank Aaen til at køre bladet sønder og sammen og rundt i manegen så der til sidst ikke bliver fældet en eneste tåre da bladet udsender sidste eksemplar i 1990.