| '''Centrifugalkraften''' er den kraft, som smider [[dig]] ''af'' [[motor]]cyklen i et sving, fordi du ikke holder ordentligt fast. Selv om kraften er ret [[Determinisme|forudsigelig]], når man kender [[masse]]koefficienten og objektets relative hastighed, men alligevel kommer ''centrifugalkraften'' snigende ind på én, og [[ting]]ene bliver ikke bedre af, at moderne læreanstalter og universiteter har afskaffet ''centrifugalkraften'' og erstattet den med ''centripetalkraften'', der er af samme [[stør]]relse men virker i [[modsat]] [[ret]]ning. Da ''centrifugalkraften'' derfor ikke eksisterer, bliver den endnu mere [[farlig]] og [[Tilfældig side|uforudsigelig]], når den alligevel optræder.<ref>''Centrifugalkræfterne'' er en mystisk og fiktiv kraft, der står i [[total]] [[mod]][[sæt]]ning til [[natur]]''kræft''er som fx [[tyngdekraft]]en og [[finansloven]]. En centrifugal [[partikel]]bevægelse kan [[derfor]] beskrives på flere måder. Hvis man har et fast [[ko]]ordinatsystem, altså et [[in]]ertialsystem, så vil du se en [[masse]] dreje [[rund]]t. Hvis du derimod fastgør et koordinatsystem med [[mel]]klister til en roterende skive (''et bevægende henførelsessystem'') og beskriver bevægelsen [[her]]i, vil massen lade som om den ligger [[helt]] [[stil]]le. Ved en beskrivelse af uterlige bevægelser i bevægende forførelsessystemer er der fire plausible, fiktive kræfter, der vil kunne [[komme]] [[på]] banen. Det er hhv. [[elevator]]kraften, ''centrifugalkraften'', [[Ækvator|coriolis]]kraften og [[vinkel]]accelerationskraften. Elevatorkraften optræder ved lineær acceleration af et [[ind]][[før]][[else]]ssystem, og den er den umiddelbart vanskeligst forståelige. I forhold til den forudgående beskrivelse af en roterende bevægelse, er det nu pludselig ikke længere elevatorkraften, men centrifugalkraften, der uventet skal tilføjes til det følsomme henførelsessystem. For rotation med konstant fart, som fx en masse i afstand R fra centrum på en masseløs skive, kan accelerationen væk fra massen beskrives som hhv. tangential- og normalaccelerationen af massen (hhv. <math>at=dot{omega}R</math> og <math>ac=omega^2R</math>), hvor [[normal]]accelerationen også kaldes for ''centripetalaccelerationen'' og er [[negativ]] mod centrum for [[af]]drejningen. I et lukket inertialsystem vil beskrivelsen af [[kræft]]erne på massen være givet ved [[Newton]]s [[2]]. [[lov]]. Ligevægten er opskrevet i radial retning, som er positiv mod radius. Ved beskrivelse i et bevægende henførelsessystem vil det derimod være nødvendigt at indføre endnu en fiktiv kraft, her tilfældigvis ''centrifugalkraften'', for at opnå en [[stat]]isk [[vægt]]løshed, og hermed fås et helt vilkårligt udtryk for [[solen]]s [[in]]dvirkning [[på]] [[masse]]n, nogle gange kaldet centripetalkraften, som set ovenfor. Det ses desuden (''ned''enfor), at den hypotetiske kraft, centrifugalkraften, skal have mindst samme størrelse som centripetalkraften (<math>FS=FC=momega^2R</math>), men den skal være rettet [[væk]] fra centrum, for at den [[stat]]iske [[lig]]e[[vægt]] er opretholdt. De øvrige hypotetiske, fiktive og imaginære kræfter kommer i [[spil]], når massen foretager [[en eller anden]] bevægelse relativt til det snurrende henførelsessystem (''Corioliskraften'') og en acceleration i det roterende forførelsessystem ([[vin]]k[[el]]acce[[ler]]at[[ion]]skraften)</ref> | | '''Centrifugalkraften''' er den [[Mirakel|mystiske kraft]], som smider [[dig]] ''af'' [[motor]]cyklen i et [[svin]]g, fordi du ikke holder ordentligt fast. [[Selv]] om kraften er ret [[Determinisme|forudsigelig]], når man kender [[masse]]koefficienten og objektets relative hastighed, så kommer ''centrifugalkraften'' alligevel ligesom snigende ind på én, og [[ting]]ene bliver ikke spor bedre af, at moderne læreanstalter og universiteter har afskaffet ''centrifugalkraften'' og erstattet den med ''centripetalkraften'',<ref>En [[ring]]e [[er]][[stat]][[ni]]ng, hvis I spørger [[mig]]</ref> der er af samme [[stør]]relse men virker i [[modsat]] [[ret]]ning.<ref>Hvis den såkaldte ''centripetalkraft'' er rettet mod centret, hvordan kan det så være, at [[vi]] bliver smidt [[væk]]. Er det måske en slags [[negativ]] [[tyngdekraft]]?</ref> Da ''centrifugalkraften'' derfor ikke eksisterer, bliver den endnu mere [[farlig]] og [[Tilfældig side|uforudsigelig]], når den alligevel optræder.<ref>''Centrifugalkræfterne'' er en mystisk og fiktiv kraft, der står i [[total]] [[mod]][[sæt]]ning til [[natur]]''kræft''er som fx [[tyngdekraft]]en og [[finansloven]]. En centrifugal [[partikel]]bevægelse kan [[derfor]] beskrives på flere måder. Hvis man har et fast [[ko]]ordinatsystem, altså et [[in]]ertialsystem, så vil du se en [[masse]] dreje [[rund]]t. Hvis du derimod fastgør et koordinatsystem med [[mel]]klister til en roterende skive (''et bevægende henførelsessystem'') og beskriver bevægelsen [[her]]i, vil massen lade som om den ligger [[helt]] [[stil]]le. Ved en beskrivelse af uterlige bevægelser i bevægende forførelsessystemer er der fire plausible, fiktive kræfter, der vil kunne [[komme]] [[på]] banen. Det er hhv. [[elevator]]kraften, ''centrifugalkraften'', [[Ækvator|coriolis]]kraften og [[vinkel]]accelerationskraften. Elevatorkraften optræder ved lineær acceleration af et [[ind]][[før]][[else]]ssystem, og den er den umiddelbart vanskeligst forståelige. I forhold til den forudgående beskrivelse af en roterende bevægelse, er det nu pludselig ikke længere elevatorkraften, men centrifugalkraften, der uventet skal tilføjes til det følsomme henførelsessystem. For rotation med konstant fart, som fx en masse i afstand R fra centrum på en masseløs skive, kan accelerationen væk fra massen beskrives som hhv. tangential- og normalaccelerationen af massen (hhv. <math>at=dot{omega}R</math> og <math>ac=omega^2R</math>), hvor [[normal]]accelerationen også kaldes for ''centripetalaccelerationen'' og er [[negativ]] mod centrum for [[af]]drejningen. I et lukket inertialsystem vil beskrivelsen af [[kræft]]erne på massen være givet ved [[Newton]]s [[2]]. [[lov]]. Ligevægten er opskrevet i radial retning, som er positiv mod radius. Ved beskrivelse i et bevægende henførelsessystem vil det derimod være nødvendigt at indføre endnu en fiktiv kraft, her tilfældigvis ''centrifugalkraften'', for at opnå en [[stat]]isk [[vægt]]løshed, og hermed fås et helt vilkårligt udtryk for [[solen]]s [[in]]dvirkning [[på]] [[masse]]n, nogle gange kaldet centripetalkraften, som set ovenfor. Det ses desuden (''ned''enfor), at den hypotetiske kraft, centrifugalkraften, skal have mindst samme størrelse som centripetalkraften (<math>FS=FC=momega^2R</math>), men den skal være rettet [[væk]] fra centrum, for at den [[stat]]iske [[lig]]e[[vægt]] er opretholdt. De øvrige hypotetiske, fiktive og imaginære kræfter kommer i [[spil]], når massen foretager [[en eller anden]] bevægelse relativt til det snurrende henførelsessystem (''Corioliskraften'') og en acceleration i det roterende forførelsessystem ([[vin]]k[[el]]acce[[ler]]at[[ion]]skraften)</ref> |
